The New Mutants

Kategori Biografen skrevet af - september 03, 2020
The New Mutants

En superheltefilm med et twist

The New Mutants må siges at have været på noget af en turbulent rejse. Fra første gang projektet blev annonceret tilbage i 2016, er det siden hen blevet udskudt et utal af gange, indtil i dag, hvor filmen endelig er kommet i biografen. Det kan virke overraskende, at noget filmstudie kan have været forbeholdende med at udsende en ny film i X-Men universet, lige midt i superheltenes tidsalder, men ikke desto mindre er det først efter en verdensomfattende pandemi, at vi endelig får den nærmest sagnomspundne film at se. Har den så været tiden værd? Svaret er måske ikke så ligetil, for det mest bemærkelsesværdige ved filmen er, at den ikke fremstår som en Frankensteins monster, men derimod, hvor gennemgående middelmådig den er.

Aldrig rigtig uhyggelig
Allerede fra start af, bliver vi introduceret til filmens tematik gennem en voice-over af vores protagonist, hvor tingene virkelig bliver skåret ud i pap. I starten leveres der på præmissen om at være gyselig, ved at opbygge en solid stemning af uhygge, men det varer ikke ved særlig længe. For selvom vores gruppe af fem mutanter, alle går og tumler med hver deres traume, bliver det aldrig rigtig bearbejdet som en gyserfilm, men nærmere en ganske traditionel ensemblefilm, hvor formålet ikke er at opnå nogen dybere psykologisk udforskning af karaktererne, men blot at gruppen skal lære hinanden at kende. Med undtagelsen af en enkelt scene, hvor de åbner sig for hinanden, bliver der aldrig opbygget noget, der kan føre til et psykologisk terroriserende drama med mutanter i de bærende roller.

Filmen er ganske enkelt, til trods for de unges forhistorier om mishandling, døde forældre og mord i bagagen, aldrig rigtig uhyggelig – hvor paradoksalt det end lyder. Der er simpelthen for mange oneliners, enetaler og eksposition, som vi kender det fra de bombastiske actionfilm med langt større budgetter, hvor det hele handler om at lede publikum hen til den næste actionsekvens. Den går bare ikke her. I en film som denne, hvor det meste udspiller sig i én lokalitet, er det, det interpersonelle drama og nuancerne i karakteriseringerne, der skal bære oplevelsen, og begge dele mangler i filmen her.

Den eneste trøst er vel, at vi i det mindste får en overraskende stor mængde superhelteaction, også selvom det ikke rigtig passer med resten af filmens tone, når eksempelvis Anya Taylor-Joys karakter hopper igennem portaler med et lasersværd og med en lille drage på skulderen.

En forglemmelig oplevelse
Til trods for, hvad du må have udledt af min anmeldelse, ville jeg ikke kalde The New Mutants for nogen decideret dårlig film. Instruktør Josh Boone har fuldstændig styr på gysergenrens narrative vendinger, historien er let at følge med i, og de fem mutanter har vidt forskellige personligheder, som giver dem et snært mere kant, end de fleste karakterer i en rendyrket mainstream superheltefilm får lov til. Desværre er der bare ikke særlig meget kød på filmen, og til trods for et meget mørkt antræk i starten, er det tydeligt, at den ængstelige stemning er stærkt hæmmet enten af aldersgrænsen, reshoots eller begge dele.

Så med tre års forsinkelse, kan jeg blot konkludere, at det i sidste ende er blevet til en hel tilforladelig film, som nok vil blive glemt af de fleste, så snart de har set den.

Avatar
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her