The Untamed

Kategori Biografen skrevet af - december 24, 2016
The Untamed

Et dramatisk og rørende drama, der drukner i sin egen mysticisme

Et meteornedslag, et parforhold i opløsning og et utæmmeligt begær. Det kan skrives i indholdsfortegnelsen på filmen The Untamed. Her manifisteres begæret både mellem mennesker men også som et væsen.

Filmen starter lige på og hårdt med billeder af en kvinde, som ligger i fuld ekstase. Herefter introduceres vi til en mandelig sygeplejerske, en moder og hendes børn, en husbond, en farmor og et overjordisk væsen.

Handlingen i The Untamed minder på mange måder om filmens titel. Den skildrer følelser hos mennesket, som vi dårligt kan tæmme, og som på mange måder ligger os til last. Selvom filmen byder på megen drama og mystik, store følelser og voldsomme handlinger, så er sekvenserne harmoniske og bløde, akkompagneret af eminent skuespil.

For mystisk for sit eget bedste
Jeg blev dog fældet af hele Science-fiction delen af filmen, som jeg simpelthen tænder helt af på. Selvom filmen er fuld af symbolik, så mener jeg ikke, at man behøver at manifestere det i et væsen fra det ydrerum. En film må gerne være mystisk og indeholde massere af symbolik, men for mig havde det fungeret bedre, hvis det utæmmelige ikke havde fået et ansigt.

Udover det, så er The Untamed en ret fantastisk film, fordi den fortæller helt almindelige menneskers historie. Selvom filmen foregår i Mexico, slipper vi for hele den evigt trættende ”Bandekrig” historie, og får lov til at nyde og leve os ind i de her dejligt hverdagslige karakterer og deres problemstillinger.

Filmen viser således også et andet billede af Mexico, som ikke omhandler salg af stoffer, bandeopgør og drømme om at slippe væk. Men et Mexico som er i fremgang, men samtidig er splittet mellem traditioner og moderne tendenser. Vi ser f.eks. de forskellige holdninger til homoseksualitet, og hvordan karakterne er fanget mellem følelser og overbevisning. Det er dejligt befriende, at få lov at se en anden side af et land, som ellers altid skildres som kaosramt og brutalt.

Slutningsvis må jeg indse, at jeg må bære over med, at filmen har en hel science-fiction side. Skuespillet er især fantastisk, og filmen minder mig en helt del om Lars Von Triers Melancholia, fordi filmen både er enormt dyster og mystisk, men samtidig skildrer det mest grundlæggende ved menneskelivet nemlig døden.

Vi får fremvist kaotiske følelser og et kæmpe drama, men på en fuldstændig rolig og afdæmpet måde. Og det fungerer fantastisk.

The Untamed får af mig, trods lang tids grubleri, fire stjerner. Filmen er fin med sin mystik, og mange forskellige og nuancerede liv, som flettes ind i hinanden, men den bliver for meget sci-fi og for lidt virkelig til min smag. Det ødelægger desværre en hel del af det, der ellers kunne have været et mesterværk.

Jeg har ikke umiddelbart en baggrund indenfor film, men har altid elsket at se film og leve mig ind i verdener, som ikke er mine egne. Især elsker jeg film, som skildrer skæve eksistenser, sort humor, dystre landskaber og politiske undertoner.
Kommentar er lukket.