En oprigtig opløftende Feel-Good film

I Lone Scherfigs seneste film, Their Finest Hour, tager hun os med til England under 2. Verdenskrig. Her møder vi Catrin Cole (Gemma Arterton), en sekretær, der bliver hyret af informationsministeret, til at hjælpe dem med at skrive ”pigesnakken” i deres næste film, eller som mændene kalder det – bavl.

Der går imidlertid ikke længe inden hun bliver forfremmet, og får en central rolle i deres næste store propagandafilm, men selvom det lyder godt på papiret, så er det ikke ensbetydende med, at mændene begynder at anerkende hende.

Filmen som arbejdsplads
Der er ingen tvivl om, at det er en opløftende film. Med en af de værste krige som kulisse, ser fremtidsudsigterne ikke synderlig positive ud, men alligevel lykkedes det for alle personerne i filmene at finde et fælles ståsted gennem produktionen af deres film.

Når jeg nævner, at filmen handler om folk, der laver film, kan jeg allerede se flere af mine læsere rulle med øjnene. Oftest bliver denne gimmick udelukkende brugt til at vise, hvor fantastisk filmmediet er, hvilket Scherfig og co. heller ikke er bange for at gøre her. Heldigvis, for både historien og biografgængerne, tager det aldrig overhånd, og med undtagelse af et par enkelte scener, hvor filmproduktionen bliver metarefleksiv, så er skrivelokalet og filmsættet mere en arbejdsplads end noget andet, og det er også den bedste måde at gøre brug af konceptet på.

En (let) følelsesmæssig rutsjebanetur
Selve manuskriptet til Their Finest Hour, i modsætning til filmen de laver, er langt mere følelsesmæssig udfordrende, end de fleste nok forventer i Feel-Good genren. Der er masser af ganske enkelt sjove scener, særligt når Bill Nighy får lov til at udfolde sig, men sådan er det ikke hele vejen. Det hele bølger virkelig op og ned for Catrin Cole, hvilket også resulterer i scener, der kan være lidt for (pludseligt) hjerteskærende for visse mennesker – inklusiv undertegnede – men det er bare med til at gøre de positive stunder endnu mere opløftende, og skaber en mere dynamisk og troværdig fortælling som helhed.

På skuespilsfronten er der heller ingen slinger i valsen. Gemma Arterton har udviklet sig en del, siden hun blev olieret i Quantum of Solace, og Sam Claflin er overraskende naturlig som en mand fra 40’erne, der ganske vidst er progressiv, men heller ikke opfører sig som var han født i 2017. Det store højdepunkt er imidlertid Bill Nighy, som en aldrende og selvoptaget skuespiller. Nighy stjæler fuldstændig alle de scener han medvirker i. Han er lige så god til både det dramatiske som det komiske, og selvom hans rolle måske ikke er den mest vitale for det overordnede plot, så giver alle hans scener liv i filmen.

Det er ikke så meget andet at sige om Their Finest Hour end, at det er en virkelig gennemarbejdet og fremragende film. Filmen efterlader publikum med en varm og opløftende følelse, og det bedste ved det hele er, at der sker på bekostning af en historie, der tør tage både det sure med det søde. Der er meget sørgelige øjeblikke, men deraf opstår der også meget glædelige stunder. Alt er ikke perfekt konstrueret, men det er medrivende, underholdende og velspillet hele vejen. Så hvis man har mod på at se en film, der tager en rundt i følelsesspektret, og efterlader en glad på den anden side af biografmørket, så går man ikke galt i byen med Their Finest Hour.