TIFF16: La La Land

Posted in Anmeldelser, TIFF by - september 13, 2016
TIFF16: La La Land

I modsætning til Whiplash, der var en åbenbaring af en filmskaber, som forstod at skabe en uhyggelig spændende, og uventet medrivende thriller ud af historien om en ambitiøs trommeslager, så er La La Land en meget, meget romantisk film – og så er det endda også en musical. Vi kunne næsten ikke være længere væk Chazelles forrige film, og det er både på godt og ondt.

For tredje gang i deres karriere danner Ryan Gosling og Emma Stone par på det store lærred. Man kan mene hvad man vil om dem, men efter de 20 lidt for pladderromantiske minutter, og efter man har vundet sig til Emma Stones uhyggeligt udmagrede ansigt, så er de et meget yndigt par i resten af filmen.

Og grunden til, at en person som mig, der både hader musicals og sukkersøde romantiske film, kan holde ud at se denne, er fordi Chazelle er utrolig god til at punktere scenerne, når det bliver alt for sødt. Derved bliver man langsomt indsluset i filmens stemning, og inden man ved af det, så sidder man også med ligeså store julelys i øjnene, som de to drømmere på skærmen.

Der er masser af god og ny musik, også bliver fodret med endnu en lang og flot afsluttende sekvenser, der ligesom i Whiplash, sørger for at sætte et flot punktum på historien. Det er også denne gang en solo, men udvikler sig i stedet til et kærlighedsbrev til musik, og som en visuel repræsentation af følelsen man får at emotionel og personlig musik.

lalaland1

Mit store problem er imidlertid, at der er så meget stil og så lidt indhold. Alt er indsmurt i ekstreme farver, så meget endda, at Ryan Gosling tænder neon lys i sin lejlighed, når scenen har brug for lidt ekstra stemning. Det hjælper heller ikke, at sang-og dansenumrene opstår lettere sporadisk og tilfældigt, og stjæler opmærksomhed de få gange selve plottet er ved at blive rigtig godt. Og så er der den store faldgruppe ved at komponere sine helt egne sange og musikstykker, at man ligesom her ikke kan finde på nok, og derfor genspiller samme tre numre igen og igen.

La La Land er en af de film som jeg virkelig hader at skulle give en endelig kvantitativ dom. For på den ene side er det beundringsværdigt, at Damien Chazelle har lavet en helt ny musical fra bunden, og den er da også en langt bedre romantisk film, for både mænd og kvinder at se, end al der møg Hollywood spytter ud på samlebånd. Samtidig kan jeg dog ikke slippe den skuffende følelse, der kommer af at se en filmskaber, der var så god i hans forrige, levere en film, der på mange måder er mere behagelig og forglemmelig en oplevelse. Der er nemlig ikke noget nyt i filmen overhovedet, selv parret er genbrug. Det er nærmere en pastiche over tidligere tiders romantik, som Gene Kelly og andre stod for.

Men for at vende tilbage til mit problem, så kan jeg endte både lande på en endelig afgørelse, eller også kan jeg helt lade være. Jeg er dog ikke helt normal, så stedet vælger jeg, at give filmen to karakterer. Den får 4-stjerner, hvis man er lidt mere kynisk anlagt når det kommer til romantiske film, og så får den også 5-stjerner, hvis man er glad for de store følelser og gerne vil have en behagelig og opløftende biograftur, uden at skulle skamme sig over, hvor dårlig filmen var bagefter.

This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.