TIFF17: Interview med Govinda Van Maele og Frederick Lau

Kategori Eksklusivt, Interview, TIFF af - september 24, 2017
TIFF17: Interview med Govinda Van Maele og Frederick Lau

I løbet af det hektiske TIFF fik jeg lov til at møde luxemburgske Govinda Van Maele og tyske Frederick Lau, for at tale om deres nye film ‘Gutland’.


Da jeg møder dem på Char Bar, står det med det samme klart, at de begge er meget energiske og passioneret for deres film – med god grund.

Så jeg skal blot nævne mine tanker om filmen, og parallellerne mellem landsbyen og en kult, førend Maele med det samme lystigt begynder at diskutere dette synspunkt:

Maele: Det er faktisk en meget god måde at læse filmen på. Filmen minder for mig meget om et rock-citat som jeg havde i tankerne, der lyder: “Du får ikke altid det du vil have, men det du har brug for.” Det er det, som sker med Jens [hovedkarakteren]. Jens ved ikke engang, hvad det er han leder efter [i livet]. Han kalder det bare for hans ø i det havet. Men det er bare en metafor, en kliché i hans hoved.

Han er dog en mand, som du kan se har haft et hårdt liv. Du kan se det på hans ansigt. Han har ar fra livet. Han har været i fængslet og haft det hårdt, så han vil bare gerne finde fred. På hans vej falder han over denne landsby, som viser sig at være det, som han har brug for, og til slut accepterer han det. Det han inderst inde vil have er et normalt liv. Dette er dog bare en måde at opsummere filmen på.

For ganske vidst læser jeg filmen som en noir, men for Maele, kunne det lige så godt være, at folk opfatter den som en kærlighedshistorie:

Maele: En anden måde at forstå filmen på kunne være, at det er en historie om en mand, der møder en kvinde og som forandrer sig efterhånden som han danner et forhold til hende. Det er ikke noget som manden er bevidst om, men forandringen finder sted inde i ham. Kvinden i vores filmen er en femme fatale, der bevidst påvirker manden, og Jens falder lige i hendes fælde. Det er ikke bare byen, der forandrer ham, men også forholdet til denne kvinde, som elsker ham.
Da vi skrev historien, var det også noget, vi var meget bevidste om. Vi ville drage publikum ind i historien, ved at fortælle historien om, hvordan mødet med en anden person forandrer – på både godt og ondt.

En af måderne hvorpå Jens forandrer sig i filmen er, at hans brækkede næsen pludselig forsvinder. Det er dog ikke nogen kontinuitetsfejl, men helt overlagt:

Maele: Det er faktisk noget vi arbejdede meget med, og som var en stor overvejelse for Frederick [Lau]

Lau: Det er hele spørgsmålet omkring, bliver han til en anden person, denne George? Er det en fysisk eller en psykisk forandring som Jens går igennem?

Maele: Det er et samarbejde mellem skuespilleren og makeup-artisten.

En detalje som en brækket næse, der gradvist forsvinder kan måske virke ligegyldig for den almene biografgænger, men for Maele har detaljer som denne været meget vigtige. Dette skyldes hovedsageligt, at det er hans spillefilmsdebut, men også hans første produktion med professionelle skuespillere:

Maele: Alle mine kortfilm har været med ikke-professionelle skuespillere. Så da jeg mødte Frederick og Vicky [Krieps], så var jeg virkelig spændt på, hvad der ville ske. Det største forandring for mig har været at være mere åben og tilpasse mig til folkene omkring mig, i stedet for, at gøre det hele selv. Film er altid et samarbejde, men jeg ville virkelig gerne have, at der blev gjort noget ud af det på denne film.
Med Frederick og Vicky troede jeg, at dette betød lange forberedelser, hvor vi gennemgik manuskriptet, og Frederick begyndte at tale med en “Jens-stemme”, men jeg fandt meget hurtigt ud af, at det slet ikke var sådan.

Lau: For [skuespillere] handler det meget mere for mig og Vicky om at være til stede i øjeblikket. Vi taler hele tiden om, hvad karaktererne føler i denne scene, og er ikke interesseret i at følge manuskriptet til punkt og prikke.

Det har været en stor oplevelse for dem begge, så samtale glider over i deres fremtid, så står den ikke særligt klart for nogen af dem:

Maele: Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal lave fremadrettet. Jeg ved ikke om det skal være det mere naturlige, eller om jeg skal kontrollere omgivelserne mere, men jeg vil meget gerne arbejde sammen med skuespillere i fremtiden. Det har været en stor fornøjelse at arbejde med skuespillere, for de bringer noget uventet til produktionen.

Lau: Så skal du ikke forklare så meget [i fremtiden]. Vi forstår godt, hvad der foregår i scene. Ha ha.

Maele: Det skyldes jo, at når man arbejde med ikke-professionelle skuespillere, så skal man nærmest spille for dem. Man skal på en måde manipulere dem til at spille godt, men med en professionel skuespiller, så er de tilstede i øjeblikket.

Schmidt: Er der noget du, [Frederick Lau] vil gøre anderledes i fremtiden?

Lau: Du godeste, nej! Jeg er meget tilfreds med, hvor jeg er lige nu. Jeg ser bare frem til endelig at se film. Alle vi har talt med har set filmen og sagt hvor glade de er, men jeg har endnu ikke set den. Så jeg ser meget frem til det.

Afslutningsvis fik jeg lov til at spørge dem, hvad de håber publikum får ud af filmen, og her gav Frederick Lau et meget interessant svar:

Lau: Det jeg har lagt mærke til er, at alle har taget nok forskelligt med sig fra filmen.

Maele: Ja, folk kan tolke slutningen ligesom de vil. Som du sagde, er det et stort spørgsmål om det er en lykkelig, eller en absurd slutning? Det bedste udflad ville være, hvis publikum blev en smule provokeret. For det som [Jens] ender med at blive, er det som vi alle er, folk der har tilpasset sig til deres omgivelser. Det ironiske er, at det så kan tolkes som et mareridt.

This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.