TIFF17: Lady Bird

Kategori Anmeldelser, TIFF af - september 16, 2017
TIFF17: Lady Bird

Meget af snakken har gennem festivalen gået på, at Lady Bird kunne være en stor prisvinder, når vi nærmer os slutningen af året. Den følelse havde jeg dog aldrig på noget tidspunkt. Der er intet storslået eller for den sags skyld vildt innovativt over filmen, som kan retfærdiggøre al snakken om fremtidige priser.

Den bedste måde at beskrive Lady Bird på er, at det ligner en Wes Anderson film, men den er skrevet af Woody Allen. Billedkompositionerne er konsekvent finurlige og alle karaktererne er neurotiske, men selvbevidste som i de bedste Woody Allen-film. Saoirse Ronan er dog en langt bedre skuespiller end den neurotiske jøde. Ronan er ganske enkelt en enestående oplevelse på skærmen. Hun forsvinder ind i titelkarakteren, så man på intet tidspunkt tænker over, at den her irske pige spiller en rebel fra Sacramento.

Grund til, at jeg aldrig fik indtrykket af filmen som en af de bedste fra året, eller festivalen, er, at for meget af tiden bliver brugt på at dyrke de akavede øjeblikke. Manuskriptet er delvist selvbiografisk fra instruktør Greta Gerwigs side, og det skinner desværre igennem, at hun er mere forelsket i øjeblikkene end den rå kerne. For der, hvor filmen står stærkest, er i scenen mellem mor og datter. Laurie Metcalf som moren er eminent i hendes portræt af den overbærende forældre, der ikke kan finde ud af at tale med sit barn, selvom hun elsker hende. Når de to kamphaner støder sammen er det, at filmen for alvor bliver levende. Resten af tiden er det ikke dårligt, men bare en magelig udgave af Woody Allen, med lidt mere cinematisk flair.

This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.