Antigone er en fremragende og ikke mindst tidstypisk modernisering af den græske tragedie Sofokles. Mesterligt spillet af Nahéma Ricci ser vi fra titelkarakterens perspektiv, hvordan en beskeden flygtningefamilies liv bliver vendt fuldstændigt på hovedet, da den ene søn blive skudt af politiet, mens den anden bliver fængslet for at sælge stoffer. I sin idealistiske retskaffenhed beslutter den yngste datter Antigone sig for at redde sin bror, men det er ikke så lige til i et system, der tilsyneladende kun er indrettet til at beskytte systemet og ikke menneskene det påvirker.

Filmen udvikler sig dog, overraskende nok, til at blive mere end en forenklet tåreperser, hvor alt er samfundets skyld. Historien viser sig nemlig at være langt mere tragisk og nuanceret i sin udpensling af, hvordan den unge pige Antigone, er nået til et selvdestruktivt verdensbillede, hvor det er umuligt at se nogen lykkelig slutning i horisonten. Karakteriseringerne er også så overbevisende, at selvom man langsomt godt kan mærke, hvor det hele bærer hen, kan man ikke lade være med at se det hele.