TIFF19: De italienske filmskabere

Kategori Eksklusivt, Interview, TIFF skrevet af - september 19, 2019
TIFF19: De italienske filmskabere

Vi har talt med de italienske filmskabere, henholdsvis skuespilleren Barbara Giordano og instruktøren Klaudia Reynicke, bag Love Me Tender, der følger en ung kvinde ved navn Seconda, som lider af agorafobi, og ikke kan forlade sin lejlighed.


Det er en noget atypiske og meget intim fortælling, men samarbejdet var så naturligt som det kunne være, lige fra starten.

Klaudia Reynicke (KR): Jeg ville fortælle en enkel historie om en indre kamp. Normalt er de meget dramatiske og bombastiske. Jeg ville ikke have, at det skulle være et klassisk drama. Antihelte har altid interesseret mig. De karakterer, der gør noget forkert, men som man alligevel kan se en menneskelighed i. Man ser heller ikke så mange kvindelige karakterer, helt generelt, der bærer disse karaktertræk. Siden jeg er kvinde, tænkte jeg, at jeg måske kunne gå til det, ved at skabe en karakter, der går til verden på denne måde.

Da jeg mødte Barbara, kunne jeg mærke Seconda i hende, hun var nærmest allerede i live.

Seconda er stort set alene i hele filmen, og det satte et enormt pres på Barbara Giordano.

Barbara Giordano (BG): Det var en utroligt, for når jeg ser filmen i dag. Jeg var meget tryg i huset. Folkene bag kameraet fyldte ikke rigtig noget, det var lidt som om de udspionerede mig. Faktisk, så talte vi hele fire forskellige sprog, blandt dem på sættet, så vi opfat et nærmest lydløst sprog, hvor man kommunikerede gennem hentydninger. Så jeg følte mig aldrig alene.

Jeg og Klaudia talte også meget sammen udenfor optagelserne. Det værste jeg ved er en instruktør, som ønsker, at du skal lide foran kameraet. Så jeg og Klaudia gjorde det til en leg, hvor Seconda interagerer med huset.

Det er svært at lave film, særligt at få ens projekt finansieret. At projektet kunne muliggøres, var derfor også en af hovedfaktorerne ved, at det var lige netop denne historie Klaudia Reynicke valgte at fortælle.

KR: 99% blev optaget på én lokal med én skuespiller, så jeg vidste, at jeg kunne finde pengene. Det var et projekt med en historie om en indre kamp, men på et lille budget, så det kunne lade sig gøre allerede nu. Jeg har en masse idéer til masser af film, men med denne historie, vidste jeg, at jeg kunne lave den nu, selvom det kunne er min anden film.

Selvom projektet var af en mindre skala, var der alligevel plads til positive overraskelser og ændringer undervejs.

KR: Det gode ved at optage det meste på en lokation var, at jeg hver nat gik jeg hjem, så råoptagelserne, så jeg vidste hvis vi manglede noget, og på grund af denne proces, kunne jeg kontrollere tingene meget bedre. Det endte også med, at vi ændrede nogen scener. Det gjorde også, at produktionen aldrig løb fra mig, fordi jeg havde tid til at fastholde et klart overblik.

Der er stort forskel på at være teaterskuespiller, og så at medvirke i en film, men overgangen var heldigvis meget gnidningsfri.

BG: Forberedelserne var det sværeste. Jeg kommer fra teaterverden, hvor der er tid til at forberede sig. Det var der ikke tid til og efter den første uge, måtte jeg ændre min proces og acceptere, at når jeg kom til settet ville Klaudia fortælle mig, hvad jeg skulle lave. Det var derfor, en meget lærerig oplevelse for mig.

Det er Klaudia Reynickes anden film, og selvom hun ikke selv vil påstå, at hun har en stil, har hun allerede gjort sig en del tanker om, hvordan hun ønsker at lede settet.

KR: Det er kun min anden film, så jeg vil slet ikke vove og påstå, at jeg har en defineret proces og stil som instruktør. Jeg har også en baggrund i dokumentarfilm, så jeg er klar på at tilpasse mig, når der er visse ting, som jeg ikke kan få, specielt fra skuespillere. Jeg kommer ikke fra skolen, hvor man kontrollerer skuespillere, men fra skolen, hvor man har en gensidig respekt og prøver forskellige ting af, og fungerer det ikke, må vi prøve noget andet. Jeg håber, at jeg altid vil have denne tilgang.

Titlen vækker minder om en klassisk Elvis Presley sang, og det er da heller ikke noget tilfælde.

KR: Jeg elsker Elvis Presley, men udgaven fra Las Vegas, og titlen har altid fået mig til at smile. På den anden side, er det også noget Seconda siger til sig selv i filmen, og den rejse hun skal på, for at lære at elske sig selv.

Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her