Ligesom Winterbottoms andre film, er det en lettere humoristisk skildring, af et meget tragisk og desillusionerende emne, hvor virkeligheden hele tiden lurer i baggrunden. Gennem en forfatter, der følger den fiktive tøjmogul, Sir Richard McCreadie, bliver vi sendt på en overraskende episk fortælling, gennem McCreadies grådige liv, og den skærende kontrast mellem hans liv, og de mennesker, som har lagt grobunden for hans imperium.

Det er sjovt, på meget sort britisk vis, med en lang række ironiske observationer, og en hang til at latterliggøre og udstille de rige. Og måden disse mennesker er portrætteret på efterlader ingen tvivl om, at de på ingen måde bidrager til hverken samfundet, eller de mennesker, som de møder på deres vej. Selv børnene er forfærdelige på hver deres måde og vækker minder om andre talentløse celebrityfamilier.

Efter en eventyrlig start med vilde tidsspring og en legesyge med filmmediet, ender filmen dog med at være temmelig konventionel i sin behandling af emnet. Det bliver aldrig kedeligt, men heller aldrig så bidsk, som starten ellers lægger op til.