TIFF19: Interview med Cosmo Jarvis & Niamh Algar

Kategori Eksklusivt, Interview, TIFF skrevet af - september 23, 2019
TIFF19: Interview med Cosmo Jarvis & Niamh Algar

Cosmo Jarvis & Niamh Algar spiller et tidligere ægtepar, der på hver deres måde, er fanget ude i et fremtidsløst område af Irland. Det eneste, der fastholder deres forbindelse, er deres søn med autisme. Som skuespillere, betyder det dog primært, at de har en masse intense skænderier.

Niamh Algar (NA): I takt med at jeg skulle lære karakteren Arm at kende, kom jeg også tættere på Cosmo, hvilket var en stor oplevelse. Han er så følelsesmæssig åben og sårbar, at det bliver nemt og skabe en tillid, og lettere at lave engageret skuespil. I filmen skændes de hele tiden, men det er faktisk noget af det bedste ved et forhold på film, fordi ingen gider at se et forhold, hvor alt kører på skinner.

Cosmo Jarvis (CJ): Ja, det er et totalt fucked-up forhold, og det eneste, der holder dem sammen, er et barn. Vi har til en vis grad forberedt os ved at have skabt vores egen baggrundshistorie, som vi lægger ind i relationen for at forestille os, hvordan disse personer var før, og hvordan de ødelægger alt imellem sig.

NA: Vi vidste begge to, hvor vi kom fra og hvor giftigt forholdet er. Vi diskuterede det hele ret tidligt og fandt ud af, at vi ville vise noget ærligt, og med det i baghovedet kastede vi os bare ud i det.

Mange af deres indbyrdes scener, udspiller sig i selskab med deres, i filmen, autistiske barn. Og det endte faktisk med at være en berigelse som skuespiller, i stedet for en hæmsko.

CJ: Det bedste ved at arbejde med børn er, at de er totalt tydelig om, hvad der er bullshit og hvad der ikke er. Du føler virkelig, når der er et barn tilstede, som ikke ved ret meget om film eller skuespil og som er ligeglade med andre skuespillere, at man må anstrenge sig mere. Han kan bare se det, hvis man laver et dårligt arbejde.

NA: Som skuespiller skal man ofte lave de samme scener om og om igen. Det kan børn ikke lide, så de lægger noget nyt ind, næste gang man tager den samme scene, og det bliver vi så også nødt til. Og her var det en ekstra udfordring for Killian, fordi han i filmen spiller en dreng, der ikke kan formulere sig.

Nick var virkelig god til at få Killian til at sætte sig ind i de ofte meget krævende scener. Han formåede at gøre det til en slags leg for Killian. Der er meget, der skal gå op, når man både skal instruere et barn og samtidigt få det frem i den voksne skuespiller, som man gerne vil have.

CJ: Nick skal sørge for, at Killian husker de ting, der er vigtige, når man spiller et barn med vanskeligheder, og så vi skal tage hensyn til, hvordan Killian har det, samtidigt med at Nick skal instruere mig. Men han er god til det, og når det virkelig fungerede, var vi som en slags trio.

NA: Det er også virkelig interessant, fordi man som skuespiller gerne vil forblive i den rolle man spiller – også mellem optagelserne – så man ikke kommer for langt væk fra stemningen, når man skal optage. Men med Killian, så kunne han spille en scene, hvor han gik helt amok og var virkelig følelsesmæssigt oppe at køre, for kort efter optagelsen af scenen, at vende sig mod en af os og spørge, om vi ville med ud at spille fodbold.

Man tænker lidt, ja, hvorfor ikke, og så spiller vi lidt fodbold, mens de gør næste scene klar, og når der så skal optages igen, så hopper han lige tilbage ind i rollen så let som ingenting.

Det er dog stadig en low-budget film, så der var ikke plads til lave de store ændringer under selve produktionen.

NA: Jeg tror ikke, at så meget forandrede sig undervejs. Hvis man får for lang tid, bliver man ubeslutsom. Vi havde en halv dag på denne lokation og vi brugte måske en uge på at øve scenerne.

CJ: Vi ville fx optage en scene, som den var skrevet, og så ville bagefter prøve en ny version, hvor vi tilføjede nogle af vores egen ideer på eget initiativ. [Nick Rowland] var enorm god til at inddrage dette. Dårligt vejr er noget, der kan stjæle ekstra tid, samt hvis man arbejder med dyr eller børn. Her må man også tilpasse sig, men vi var dog utrolig heldige med godt vejr alle dage.

NA: Ja, som skuespiller må man indstille sig på, at en hest fx ikke lige gør, som man havde regnet med, eller at børnene ikke lige er klar til at skude en bestemt scene, så vi alle tilpasser os hele tiden.

Nick gør også virkelig meget ud af at få detaljerne på plads. Der bliver brugt meget arbejde og tid på at finde de rigtige møbler, indrette sættet osv. Selv bilen vi brugte, virkede så meget en del af det hele, så autentisk, at det næsten var en ekstra skuespiller.

Til sidst, fik de lov til at komme med deres fortolkning af filmens budskab.

CJ: [Filmen] handler om at vælge de rigtige ting i livet, mens man kan. Inden man bliver for gammel, har fået kræft, har spillet alle pengene op og taget kokain. Bare tag hjem og spis middag med familien. Det bliver en slags visuel metafor for det værste tilfælde, en tragedie, som faktisk sker for mange mennesker.

Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her