TIFF19: Interview med Karl Markovics

Kategori Eksklusivt, Interview, TIFF skrevet af - september 22, 2019
TIFF19: Interview med Karl Markovics

Karl Markovics er lige p.t. aktuel som skuespiller i Terrence Maliks seneste film, men har også sin helt egen film med på årets TIFF. Her er der tale om den østrigske film, Nobadi, hvor man følger en ældre herre, der får hjælp af en flygtning til at begrave sin nyligt afdøde hund. Til at starte med, er der forudsigelige kultursammenstød, men tingene tager hurtigt en uventet drejning.


Dette kultursammenstød, var dog aldrig planlagt, men et held i uheld.

Twistet var ikke planlagt, men et uheld – på en måde. Der var to udkast, til to forskellige historier. Som du måske ved, så har manuskriptforfattere et hav af ufærdige manuskripter. Jeg havde en idé til en historie, der udspiller sig i en del af Wien, hvor man følger folk, der plaffer på siden af vejen, i håbet om at få et arbejde. Du ved, som prostituerede, men for arbejde. Jeg havde dog ikke nogen historie, kun miljøet. Den anden historie, var om en mand, der begravede sin hund.

Så kom flygtningestrømmen, der ramte Europa i 2015. Omtalen af denne problemstilling ramte mig virkelig. Det handlede ikke om flygtningene, men om vores sikkerhed, vores velstand osv. Det handlede kun om det. Jeg tænkte, at det ikke var det land, som jeg havde lyst til at leve i. Det vækkede minder om de mørkeste kapitler i vores lands historie.

Med ét, blev de to historier forbundet. Jeg vidste også, at historien hele tiden måtte blive mørkere. Både for at vise ar fra fortiden, men også for at vise de nye ar, der bliver skabt i nutiden.

Selvom filmen hovedsageligt udspiller sig i én lokalitet, var der alligevel plads til nogle fantastiske visuelle effekter, inklusiv et ben, der bliver skåret over.

Det hele er proteser. Vi havde nogen fantastiske makeup-artister. Vi havde ben i forskellige stadier af operationen. Det var vigtigt for mig, at vise det, så troværdigt som muligt. Det var en måde at skære tingene helt ind til benet, i et forsøg på at vise hvem disse mennesker er, uden al mulig fokus på politik eller al det omkring dem.

Man ser sjældent folk, der faktisk ser gamle ud på film i dag, men Heinz Trixner, som spiller hovedrollen, ligner sin alder. Det var dog nogen af en lang rejse, der skulle til, før Markovics endte med at caste ham.

Det er faktisk meget svært at finde gamle ansigter i dag. Vi var utrolig heldige med, at Heinz Trixner er 78 år, kan han spille meget ældre. Han har rystende hænder, grundet en operation, som også hjalp på det, og så er han høj. Det var nemlig vigtigt, at han stadig skulle fremstå frygtindgydende og troværdig som en person, der samtidig kunne dræbe et andet menneske. Selvom han er gammel, er han stadig i stand til at dræbe, som han måske har gjort i fortiden.

Det var en svær proces at finde den rigtig skuespillere. Bl.a. fordi det tog mig 2,5 at få finansieret filmen. Da vi endelig skulle i gang, var mit førstevalg, bogstaveligt talt ikke i stand til at spille rollen. Det var to uger før vi skulle begynde optagelserne, og vi manglede hovedrollen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke gik i panik, men det lykkedes os at finde Heinz Trixner i løbet af en weekend. Jeg kendte ham allerede, men af en eller anden grund, havde jeg aldrig haft ham i mine tanker.

Karl Markovics’ baggrund som skuespiller, hjalp ham også som instruktør

Jeg elsker ansvar. Jeg er ikke bange for at tage beslutninger, og jeg er overbevist om, at når du ikke er bange, så smitter det af på dine omgivelser. Det samme gør sig gældende for skuespillere. Jeg ved, hvad skuespillere har brug for – og det er som regel meget mindre, end det instruktøren giver dem. De har ikke brug for baggrunden, psykologien osv. En skuespillere har brug for at få at vide: ”Sig det hurtigere”, eller ”sig det som et spørgsmål”.

Nogle gange er det også rart og få at vide, at man har tid til at lave scenen korrekt. At man er på deres side.

Det bedste for mig er, hvis jeg kan få det hele optaget på settet. Når vi har forberedt det hele, og sat kameraet op, så vi bare kan filme. Vi bruger også digitale kameraer i dag, så vi behøver ikke at bekymre os om film.

Selv med denne enorme selvtillid, var der alligevel én vigtig del af filmen, som voldende ham problemer.

Jeg var usikker på, hvordan filmen skulle ende. Den slutning vi er endt med, skyldes en meget lang proces, hvor vi havde fem forskellige slutninger. Vi havde en udgave, hvor den gamle mand dør. En anden udgave, hvor det hele ender med, at have udspillet sig i mandens hoved. Det var dog en twist for meget, som punkterede oplevelsen.

Så jeg er meget glad for, at jeg turde ende filmen med et spørgsmålstegn.

Filmen er blevet modtaget positivt på TIFF, men det er ikke så meget kritikken, men reaktionerne, der har gjort indtryk.

Indtil nu, har vi kun vist filmen for få meget udvalgte personer, ved interne screeninger. Så det har været godt og se, at filmen påvirker folk. Publikum behøver ikke at elske den, men de skal gerne blive påvirket af den. Det virker også som om, at folk ikke helt ved, hvad de skal føle, når de set den. Det kommer nok til at tage noget tid, før de ved, hvad de skal føle og tænke om filmen. Det er alt, hvad man kan ønske sig af en film som denne.

Avatar
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her