TIFF19: Interview med Mahnaz Mohammadi

Kategori Eksklusivt, Interview, TIFF skrevet af - september 16, 2019
TIFF19: Interview med Mahnaz Mohammadi

Med et navn som Adib, så forpligter det lidt, at man skal se i hvert fald én iransk film på TIFF. Dette år blev det Son-Mother, som er en fremragende fortælling, fortalt i to dele, der følger henholdsvis en mor og en søn, på skift. Instrukøren bag er Mahnaz Mohammadi og vi fik os en snak om, hvordan filmen blev til.


Det er en meget iransk film, med et stort fokus på ære.

Måden [moderen] lever på, minder meget om den måde, de fleste kvinder lever på i Iran. De fleste kvinder, som gerne vil tage sig af sin familie på egen hånd, bliver mødt af en enorm modstand. Sådan er det ofte, når man bryder med traditionerne.

Det er velkendt, at Iran censurerer deres filmproduktion, og det har også påvirket Mahnaz Mohammadi

Jeg censurerer det allerede i mit hoved, fordi jeg altid har kendt til censuren i landet. Så det første trin er, at udfordre min selvcensur, og derfor censuren i samfundet. Så det kan godt tage en del tid, før man får skrevet historien færdig.

En af de mest fascinerende sider af filmen er, at perspektivet skifter midtvejs i filmen, fra moderen til sønnen.

I en traditionel historie følger man moderens kamp, men i denne ser vi i stedet, hvordan hendes valg halvvejs i filmen påvirker sønnen. I den første halvdel handler det om, hvad de skal gøre med sønnen, men ingen lægger mærke til sønnen. I den anden halvdel følger vi sønnen, som desperat leder efter sin mor, så der er lige som om, at der er vigtige dele, der mangler i hver af historien.

Som kvindelige instruktør, ønskede Mahnaz også at sætte fokus på kvindernes rolle i det iranske samfund.

At være kvinde i Iran er i hvert fald mere kompliceret. Flere mænd jeg kender fra Iran, spørger mig altid, hvorfor kvinder er så kompliceret? Det er meget specielt, fordi vi har et patriarkalsk samfund, men kvinderne har også meget at skulle have sagt. Det er bare ikke til at se, hvad de gør, fordi de samtidig bliver undertrykt. Jeg tror, at man kvinder som Leila (moderen i filmen), som mig, vi ligner hinanden, men den store forskel er ens geografi. Hvis du kommer fra et fattigt kvarter, er du meget udsat, men hvis man som mig bor i Teheran, behøver man f.eks. ikke at blive gift. Der er dog kun en lille del af befolkningen, som lever i de store byer.

Filmen er til gengæld blevet godt modtaget i Toronto.

Modtagelsen har været fantastisk. Alle billetter er udsolgte, og jeg blev stoppet på gaden og takket af folk, for at lave filmen. Det er virkelig mærkeligt, at canadierne elsker den, men de iranske folk nærmest hader den.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentar er lukket.