En film fuld af vittig britisk dialog, med en perlerække af kendte og velspillende skuespillere. Dev Patel formår også endnu en gang at sætte streg under, at han er en leading-man. Uanset hvilken rolle Patel spiller, besidder han en sådan tyngde, som om han bærer hele verden på sine skuldre. Som modstykke til dette er særligt Peter Capaldi og Hugh Lauries komiske tilstedeværelse, der gør det til en underholdende, omend rodet, affære.

For handlingen kan fremstå noget kaotisk, da Davids liv tager ham vidt omkring i forskellige samfundslag, aparte job og ikke mindst et meget omskifteligt ensemble. Sådan er livet dog for de fleste. Der er ikke nogen klar og ren morale, eller ét gennemgående fokus i alt, hvad man foretager sig, og når det går op for en, bliver filmen pludselig meget bedre.

Filmen forvandles ikke pludseligt til et mesterværk, men der er med et en mening med galskaben.

Den er også farveblind på den helt rigtige måde, hvor alle kan være relateret til hinanden uagtet deres hudfarve, og vigtigst af alt, bliver der ikke gjort et stort nummer ud af det. Replikkerne er festlige og sprudler at oratorisk overskud, og man kan ikke klandre filmen for at gøre alt i sin magt for at skabe en underholdende og idiosynkratisk, men også samtidig mainstream oplevelse.

Desværre lykkes det aldrig rigtig. Det er som om, filmen aldrig rigtig får lagt afstand til sit bogforelæg, og faktisk adapteret fortællingen til filmmediet. Selv når man begynder at finde hoved og hale i det hele, så kan jeg ikke slippe følelsen af, at der stadig er masser plads til at stramme konceptet op og virkelig fokusere på det allervigtigste. Når alt kommer til alt, så er det stadig en film og ikke en bog, hvor man kan have et utal af deroute, uden at det ødelægger helheden.