TIFF19: Waves

Kategori Anmeldelser, TIFF af - september 08, 2019
TIFF19: Waves

Den mest stereotype amerikanske film, jeg indtil videre har set på festivalen. Den er larmende, støjende, med konstant bevægelse i billedet, en ualmindelig konventionel historie og med jordens mest karikerede karakterer. Det er drama med ekstra dramatik og følelserne ikke bare ude på tøjet, men så overdrevet, at man føler de råber ved siden ad en i biografsalen.

Selve plottet er et klassisk sportsdrama med en ung atlet, der bliver pacet af sin hårde, men uempatiske far, og som så mister fokus, da han bliver skadet. Derefter bliver tingene bare værre, som ringe i vandet (læs:waves), og det bliver kun dummere rent narrativt herfra.

I ægte style-over-substance facon prøver filmskaberne at kompensere for dette ved at udvide historien med en halv times epilog, en manisk billedside med så mange 360-shots, at selv Alfonso Cuaron ville synes, det var i overkanten, og en lydside der er så vild, at man ikke kan mærke sit eget hjerteslag.

Til trods for alle disse meget åbenlyse mangler blev jeg alligevel godt revet med og opslugt af dramaet. Når det er allerbedst, får de epilepsifremkaldende billeder og den intense lydside en i samme følelsesmæssige tilstand, som slutningen af ‘Whiplash’. Det er indtil, man finder ud af, at det hele er den fantastiske lydside af Trent Reznor og Atticus Ross, som bærer filmen og næsten gør den god.

Derfor ender filmen også med en meget lille firer, da den bliver sparket ud af middelmådigheden af den fabelagtige musik.

This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.