En film til fansene, men ingen andre.

I denne efterfølger til den gakkede historie om “Teenage Mutant Ninja Turtles”, følger vi endnu engang padderne Leonardo, Donatello, Michaelangelo og Raphael. Efter gruppen reddede menneskeheden i forrige film ville man måske have troet, at de var blevet verdenskendte, men de lever stadig i skjul. Alt dette ændrer sig dog, da deres nemesis Shredder, bryder ud af fængslet og skaber sine egne muterede håndlangere, Rocksteady og Bebop. På menneskesiden dukker selvtægtsmanden Casey Jones også op og flankerer de allerede etableret April O’Neil og Vern Fenwick, men alt i alt er det mere af det samme.

Vi har set det hele før.
For æstetisk fortsætter filmen i samme tråd som den forrige. De animerede skildpadder fremstår stadig malplaceret blandt alle de menneskelige skuespillerne, men der er stadig så meget fart over feltet, at man aldrig rigtig lægger mærke til det.

Der er dog ikke noget i filmen, som man ikke har set før. Midt under den nærtforestående dommedag, skal gruppen selvfølgelig være ved af splittes fra hinanden, fordi de ikke kan arbejde sammen, men mon ikke det lykkes for dem at arbejde sammen og bruge deres forskellighed til deres fordel mod slutningen?

Skurken er der heller ikke meget at skrive om. Det er stadig den onde ninjaleder Shredder, der står bag det store komplot. Det er så forudsigeligt, og som prikken over i’et, så handler hans onde plan om at udrydde Jorden, og fører unægtelig til en afsluttende kamp for at redde New York, inden byen bliver fuldstændig smadret for femte gang denne sommer.

Masser af fan-service.
Teenage skildpadderne har dog aldrig kunne bryste sig af at være særligt originale og veludførte i nogen af deres inkarnationen, og det forstår filmskaberne godt. Derfor bliver historien med vilje tilsidesat for at skabe en film, der er en hyldest til fans i alle aldre.

Alle de klassiske karakterer fra tegneserien, der ikke var med i den første, dukker op her, og de er som revet ud af siderne. De to håndlangere, næsehornet Rocksteady og vildsvinet Bebop, er ligeså gakkede og ude af trit med virkeligheden som man kunne have håbet. Casey Jones er en helt almindelig fyr, der gudskelov bliver brugt til at skubbe Megan Fox som April O’Neil ud på sidelinjen, for slet ikke at tale om den intergalaktiske fyrste, og slimede hjerne, Kraang, der også helt ud af det blå dukker op, og opfører sig som var han en tegneseriefigur.

Intet af dette er særlig stor kunst, men det kender sit publikum, og sørger virkelig for at levere noget til dem, uden på noget tidspunkt at gå på kompromis. Derfor er det en film som alle fans kan se frem til, men som de uindviede nok ikke får samme glæde af.