Tomorrowland: A World Beyond tager os med på en eventyrlig rejse, hvor alt er muligt.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Tomorrowland er et eventyr. Vi følger en ung kvinde, Casey, der er en rigtig drømmer. Hun håber altid på det bedste, og ser altid kun det gode i andre, så da hun en dag bliver vist en bedre verden, vil hun gøre alt, hvad der står i hendes magt, for at finde Tomorrowland. Det er en overraskende simpel fortælling, men eftersom det er et eventyr, er det også vigtigere, hvem vi skal på rejsen med.

Casey, der spilles af Britt Robertson er fuldstændig bedårende hele vejen igennem. Man kan ikke andet end at smile, når man bliver mødt af hendes ukuelige optimisme og opsøgende natur. Hendes makker på rejsen er den middelaldrene Frank, spillet i vanlig charmørstil af George Clooney, der engang også var en drømmer, men efter at have lidt svigt har mistet modet.
De er et umage par, og samspillet imellem de to modsætning både i køn, alder og personlighed fungerer bare, fordi de holder af hinanden.

Mystikken bliver historiens undergang.
Men hvor karaktererne er hyggelige at tilbringe tid sammen med, så er historien helt rundt på gulvet. Igennem hele filmen bygges der op til en stor afsløring af, hvordan Tomorrowland i virkeligheden er, og så snakkes der hele vejen igennem om, hvor særlig Casey er. Men så snart vi når til det sagnomspundne land, så kan filmen ikke leve op til sine egne ambitioner.

Det kan bl.a. ses ved Hugh Laurie, en anden tidligere tv-doktor, der ellers har en af de største roller ud over vores hovedkarakterer, men som ender med ikke rigtig at have nogen dybde. Efter at være blevet introduceret i starten vender han tilbage hen mod slutning, og åbenbarer sig pludselig som en rendyrket James Bond skurk, med en lang enetale, og en plan, der er grænsende til det karikerede.

Filmen skynder sig simpelthen igennem sin egen slutning, hvilket skaber nogle ufrivilligt komiske øjeblikke. Som da det store klimaks ender med at blive en mærkværdig kamp mellem Laurie og Clooney, der smider sand i hovedet på hinanden, imens de ruller rundt på en strand.

Her finder man de magiske øjeblikke.
Men hvor slåskampen mellem de gamle tv-læger er lidt halvkikset, så findes der også magiske øjeblikke, som da vi følger den unge Frank på hans første rejse i Tomorrowland. Man flyver rundt i denne verden for første gang, og det er øjeblikke som disse man husker bagefter. Det er bare ærgerligt, at filmen sidder mellem to stole, fordi den både vil være innovativ og fortryllende, men samtidig også gerne vil indordne sig de klassiske action konventionerne, så det ikke bliver for anderledes.

Tomorrowland har et budskab, som helt klart er prisværdigt. En ukuelig optimistisk tro på fremtidige generationer og en hyldest til alle drømmere i verden, er ting man sjældent ser om sommeren, der som regel er fuld af franchises og højtråbende eksplosioner. Robertson og Clooney er en charmerende duo, men selvom filmen tydelig har været dyr, så er der ikke særlig meget af historien, der fungerer.

Historien og stemningerne er helt rundt på gulvet, så meget, at man nogle gange bliver i tvivl om, hvem filmen henvender sig til. Der bygges op til et kæmpe twist, som fører til en mildest talt undervældende finale, der næsten slutter inden den er gået i gang, og inden vi rigtig får lov til at udforske den nye verden.

Men selvom vi ikke kommer op siden af Birds andre milepæle som De Utrolige, så er det en film som børn i særdeleshed vil holde af, og som forældrene på ingen måde kommer til at kede sig med.