Transporter Refueled er ligesom alle de andre i serien, bare uden Jason Statham.

Lad mig bare tone rent flag her til at begynde med – jeg har aldrig anset transporter-filmene for at være særlig gode. I de tre forrige film har historien og skuespillet altid været i b-klassen, mens action sekvenserne, med undtagelse af kampscenerne, var rodet klippet sammen og billigt konstrueret. Det, der dog gjorde filmene til noget særligt var, at de havde Jason Statham i hovedrollen, der med en enorm karisma og en intimiderende tilstedeværelse, holdt ens blik fastklistret til skærmen.

Med denne baggrund var der ikke de største forventninger til den nye reboot Transporter: Refueled, særligt når Statham er blevet udskiftet med Ed Skrein, der ikke ligefrem virker truende – og desværre blev de fleste af de bange anelser bekræftet.

I Transporter Refueled følger vi Frank Martin, der som en fantastisk chauffør kan levere ens pakker, hvor end man ønsker. Dette talent får ham dog i uføre, da en flok luskede kvinder narrer ham til at blive deres flugtbilist, hvorefter Frank bliver draget ind i den kriminelle underverden. Det udvikler sig til endnu en hævnhistorie, men denne gang er det kvinderne, der er hjernerne bag, hvilket er en positiv forandring. Transporter-filmene har dog aldrig handlet om historien, hvilket er godt, da den også bliver mere og mere grotesk, efterhånden som fortællingen skrider frem. Action er dog hvad de forrige film har handler om, og denne gang er det lige så underholdende som tidligere.

Mere af det samme.
Bag kameraet er folk, der har været involveret i de tidligere film, hvilket betyder, at biljagterne er lettere desorienterende, mens kampscenerne er godt koreograferet, men stadig lettere tilforladelige.

Heldigvis er filmen så langt ud, at man ikke kan sige andet end, at det er underholdende, når Frank f.eks. åbner tre brandhaner med sin bil for at miste sine forfølgere, eller hopper igennem ruden på en bil for på den måde at sparke skurken ud af bilen. Det er så overraskende tåbeligt, at det ender med at blive godt.

Det store spørgsmål er imidlertid om Skrein kan løfte den tunge af fra Statham, og svaret er beklageligvis et rungende nej. Skrein er alt for blid og er på ingen måde rå eller hærdet. Han virker tværtimod lidt malplaceret, når han med forkølet stemme forsøger at efterligne Statham. Hvad er værre, er dog, at Skrein bliver overtrumfet af hans far (Ray Stevenson), der tydeligt nyder at spille tidligere ”vandsælger”. Stevenson har så dragende en tilstedeværelse, at alle andre i lokalet bliver usynlige, hvilket bare understreger, at Skrein ikke kan løfte arven.

Netop denne far-søn dynamik er det helt nye i filmen, og det er helt klart det bedste element i filmen, der er med til at udpensle Frank som karakterer, også selvom det aldrig rigtig bliver til mere end en overflade behandling.

Transporter Refueled er ligesom alle de andre Transporter-film. Der køres i nogle hurtige biler og sparkes røv for at redde nogle kvinder fra en meget ond skurk, og det hele er også så tilpas langt ud, at man ikke kan andet end at trække på smilebåndet. I denne reboot bliver nogle af seriens faldgruber udredt, gennem en mere feministisk historie og den større dybde til Frank gennem forholdet til hans far, men i sidste ende så falder det hele tilbage på hovedrollen, og Ed Skrein er bare hverken så karismatisk eller intimiderende som Jason Statham, og derfor ender den som den fjerde bedste film i serien.