Triangle of Sadness

Kategori Biografen skrevet af - september 22, 2022
Triangle of Sadness

Ruben Östlund spidder overklassen

Jeg er stor fan af instruktør Ruben Östlunds forrige film. Hans skarpe satiriske og bidske blik for normer og hverdagsadfærd, har altid været både provokerende og nævneværdig, hvad end det har handlet om en far, der stak af fra sin familie, fordi han troede der kom en lavine, eller om der bliver taget tykt pis på kunstverdenens guruer, der er badet i selvforherligende adfærd, som med et nærmest kafkask portræt i The Square, fremstiller disse mennesker som nogle, der meget sjældent er i kontakt med virkeligheden.

Fælles for alle hans film har, udover ironien, været en næsten legesyg iver efter at anspore og forarge, og det er netop denne konstante provokation, der har været med til at gøre hans film, til mere end bare fladpandede satirefilm. Der peges ikke kun fingre af fjollede folk, på en indholdsløs måde, men der er også nogle tankevækkende refleksioner, der dukker op til overfladen.

Hvor er provokationen?
Denne tilskyndelse til at opildne publikum mangler dog i Triangle of Sadness. Der er ikke rigtig noget, der gør rigtig ondt i filmen her. Med undtagelse af den meget omtalte bræksekvens, der også har afledt den meget bemærkelsesværdig plakat til filmen, så gør det aldrig rigtig ondt at se filmen.

Den mest provokerende scene i filmen, er en samtale, der eskalerer til et skænderi, da et kærestepar ikke rigtig kan blive enige om, hvem, der skal betale regningen på restauranten. For selvom de bryster sig af at være progressive, og kvinden faktisk tjener mere, så ender det altid med, at manden skal betale. Scenen udspringer angiveligt af en situation fra Östlunds eget liv, og det er da også den eneste scene, der har lidt bid, og ikke virker helt så opslugt af formen fremfor indholdet.

Herefter tager vi med det unge influencer par ud på et cruise, hvor tingene gradvist falder fra hinanden, inden det slutter med en blanding mellem Cast Away og Fluernes herre.

Ufokuseret
Historien er opdelt i akter, der som et teaterstykke bliver adskilt med titelkort. Og så skulle man måske tro, at det meget klare stilvalg, ville føre noget mere med sig, men det bliver aldrig tilfældet.

Det er en rodet omgang, og i modsætning til Östlunds forrige film, så er ensemblet heller ikke så fantastisk. Det tætteste vi kommer på en hovedrolle, er den opkomne Harris Dickinson, men han har den utaknemmelige opgave at spille en overfladisk fotomodel, så det er virkelig op ad bakke, at få publikum til at holde af ham.

Woody Harrelson kunne have været det store samlingspunkt for det spredte ensemble, der også tæller danske Vicky Berlin og Zlatko Buric, men han er så lidt med, at det mere er en glorificeret gæsteoptræden.

Triangle of Sadness er nok Ruben Östlunds svageste film, men langt fra en dårlig en af slagsen. Overklassen bliver spiddet, og der er også rigtig mange små situationer, som hele tiden fastholder ens interesse, men kreativiteten og de store overraskelser udebliver. Der er masser af forholde sig til, og derfor bliver den aldrig dårlig eller kedelig, men et mesterværk som fx The Square, er den ikke.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentar er lukket.