Et jordnært og autentisk møde med overgangen til døden.

I filmen, Truman – Venner for livet, eller bare Truman, møder vi argentineren Julián. Han bor i Madrid og er blevet uhelbredelig syg af kræft. Livet ser temmelig sort ud, så da han meget overraskende får besøg af sin gamle ven, Tomás, der er kommet hele vejen fra Canada, giver det ham pludselig livsglæden tilbage. Deres venskab fortsætter, hvor det slap – med masser af humor og kærlighed – men under facaden ulmer sygdommen.

Mere sober end humoristisk
Det er en historie, som de fleste filmentusiaster nok har stødt på utallige gange før – fortællingen om hvordan man håndterer et nært forestående tab. Oftest når film, der omhandler almindelige mennesker og deres håndtering af en dødelige sygdom, når til Danmark så stammer de fra USA og besidder en meget ironisk distance. Det er film som eksempelvis 50/50, der følger en ung kræftramt mand, og den effekt sygdommen har på hans nærmeste relationer. Problemet med denne humoristiske afstand til emnet er dog, at det selv i de mest vellykkede film, aldrig rigtig fremstår troværdigt.

I Truman skal man dog lede langt efter den forcerede humor og de påtvungne vittigheder, for selvom vi nok en gang følger to venner, der skal tage afsked med hinanden, så er det med en langt mere sober og jordnær tilgang til problemstillingen. Man kan tydeligt mærke, hvor personlig en historie, det har været for instruktøren, hvilket skinner igennem den utrolige autenticitet i skuespillet hos det formidable makkerpar i form af venner Ricardo Darín og Javier Camara som henholdsvis Julián og Tomás. På det lidt mere lavpraktiske niveau, er det også rart, at se en spansk film komme til Danmark, der ikke er skrevet eller produceret af Pedro Almodovár, og som heller ikke er hysterisk metaironisk ved at have et overdrevent melodrama.

Alt dette er prisværdigt, hvilket filmen også er blevet i sit hjemland, hvor den bl.a. har vundet prisen for bedste spanske film, men hvor skuespillet og samtalerne er befriende naturlige, så er der slet ikke på samme måde blevet kælet for det visuelle. Der er ganske enkelt ikke noget iøjnefaldende ved cinematografien, og det er virkelig en forspildt chance, at der ikke er blevet gjort mere ud af billedsproget, når det hele ellers udspiller sig på meget få lokaliteter.

Truman, er en meget autentisk og elegant bearbejdning af, hvor svært det kan være at se døden i øjnene – særligt når man er mand. Det er en fornøjelse at tilbringe tid i selskab med Julián og Tomás, men til trods for det stærke emne, så er det svært at argumentere for den som værende en komplet film, der gør brug af alle de narrative muligheder i mediet. Det er ganske enkelt et teaterstykke, og selvom det måske kan virke skuffende for nogen, så gør det i sidste ende ikke det store, da det hele er noget så ægte.