Et klassisk og underholdende historisk drama.
Vi skal helt tilbage til 1950’erne for at finde starten på vores historie om manuskriptforfatteren Dalton Trumbo. For ganske vidst er det en klassisk “bio-pic” (biografiskdrama), men det er også historien om et sort kapitel i den amerikanske historie.
Efter anden verdenskrig, der blevet vundet i samarbejde med bl.a. russerne, opstod den kolde krig, der gjorde enhver tilknytning til Rusland kriminel, uanset om truslen var reel eller ej. Det førte til en indædt jagt efter kommunister i alle landets kroge, og i denne historie gik det så ud over Dalton Trumbo og en lang række manuskriptforfattere, der alle blev bandlyst, fordi de kæmpede for mere ligestilling under den kommunistiske fane.
Klassisk bio-pic
Du er måske allerede blev en smule forarget efter at have læst filmens udgangspunkt og det er også meningen. Som med så mange andre historiske dramaer er det meningen, at vi skal blive rystet over, hvor forfærdeligt det var før i tiden, og juble over, at det lykkedes andre at klare sig igennem disse tider. Alt dette gør filmen virkelig godt.
Fortællingen bryder ikke ud af genrekonventionerne, men det er alligevel noget af en bedrift at skabe en forståelse af samtiden karaktererne levede i. Det er sjældent man faktisk føler en film udspiller sig i en helt anden tid, med helt andre regler.
Menneskene er også alle forholdsvis interessante. Dalton Trumbo er uden tvivl den mest fængende, da han gennem Bryan Cranstons rynkede ansigt virker underligt indebrændt, til trods for hans ellers konstante tørre humor og uudslukkelige kampgejst. En præstation, der helt klart er hans oscarnominering værdig. Alle andre karakterne er dog mere todimensionelle, men bliver alle løftet af gode skuespillere, der tilfører mere dybde end der er på papiret.
Trumbo er definitionen på en udmærket film. Filmhåndværket er kompetent, skuespillerne udfylder deres roller godt og historien er fortalt i et afdæmpet, men mageligt tempo. Filmmediet bliver ikke udfordret, men det behøver hver eneste film heller ikke. For det er også meget rart at se en god historie, der er begavet eksekveret.
- Release Date: 2/11/2016