Try Hard: Sæson 1

Kategori Anmeldelser, Serier skrevet af - maj 16, 2021
Try Hard: Sæson 1

Savner du en god komedie serie, og kunne du også godt tænke dig, at de taler dansk, så kan det være, at du skal tjekke den nye Viaplay serie Try Hard ud.

Serien er skrevet af det noget umage makkerpar Allan Hyde og Anders Morgenthaler, som i fællesskab har skrevet historien om den 23-årige Alex, der intet har udrettet med sit liv, og som til hele sin families forargelse bliver ved med at insistere på, at han vil leve som professionel Counter-Strike spiller. Støtten hjemmefra er ikke ligefrem til at føle på, så derfor begiver Alex sig, mere eller mindre tvunget, ud på den lokale internetcafé for at samle sig et hold, med det ene mål at leve af at spille computer, og tjene en masse penge.

Så enkelt, at det fungerer
Det er ikke ligefrem et kompliceret setup, men alligevel bemærkelsesværdigt, fordi vi sjældent ser så niche en gruppe mennesker i danske serier. Det giver plads til en masse skæve eksistenser, lige fra den skøre og racistiske kioskejer, til det yngste medlem af holdet, som tydeligvis er sindsforvirret, over til Alexs bedste ven, der bogstaveligt talt er forelsket i en mælkepige. Alex er også selv en person, uden nogen som helst form for selverkendelse, og han bliver spillet med en kaotisk entusiasme er Ari Alexander, så han også får gjort karakteren til sin egen.

I de fire første afsnit, som jeg har fået lov til at se, starter det tingene som regel meget lavpraktisk med, at de fx skal finde finansiering til deres eller prøve at få fat i en bil, så de kan køre ud til en turnering. Derfra eskalerer tingene bare, indtil det hele er gået galt.

Når jeg sidder og skriver det her, så lyder det ikke som nogen særlig fantastisk serie, og det havde jeg da heller ikke selv forventet, at den ville være, men jeg må alligevel også være ærlig og skrive, at jeg grinte en del mere end jeg havde forventet. I bedste sitcomstil roder vores karakterer sig ud i fuldstændig håbløse situationer, vi som seere kan grine af, og dialogen er også forholdsvis rapkæftet, og er ikke bange for at svine alt og alle til for at give et godt grin.

Jeg ved ikke om Try Hard ender med at blive en fantastisk serie, men den første halvdel lover i hvert fald godt, og hvis Allan Hyde og Anders Morgenthaler kan blive ved med at finde på skøre situationer, som en aspirerende Counter-Strike spiller kan rode sig ud i, så skal resten af serien nok ende med at være lige så underholdende.


Try Hard kan ses på Viaplay fra i dag.

Tags: ,
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her