Underverden

Kategori Biografen af - januar 19, 2017
Underverden

En åbenbaring i nydansk filmproduktion

I filmen Underverden følger vi den dygtige hjertekirurg Zaid og hans tilværelse i den Københavnske øvre middel-/overklasse. På Rigshospitalet er han vellidt blandt kollegaer, og i det private nyder han at bruge tid med sine venner og gravide kone over en god middag med masser af vin. Men lykken varer selvfølgelig ikke ved, for Zaids lillebror banker pludselig på døren under en middag og har brug for hjælp. Meget hjælp.

Underverden er en virkelig god dansk film. Lad mig hellere slå det fast med det samme. Sjældent har jeg været så spændt og grebet af en dansk spændingsfilm. Samtidig er Underverden også rent filmisk ret flot, med gode effekter, flotte kampscener og super lydspil. Allerede ved første scene blev jeg fanget og forundret, selvom det bare var København fra oven. Ydermere er det altid underholdende, at se sin egen hjemstavn iscenesat som en rigtig ghetto, om end nogle af elementerne var mere realistiske end andre.

Drengene fra Albertslund
Oven i al glæden ved det rent tekniske i filmen, så spillede kære Dar Salim og resten af slænget virkelig godt. Jeg synes af og til, at danske skuespiller lyder uoprigtige, når de spiller, og det ødelægger ofte hele resten af filmen, at man kan høre de læser op fra et manuskript. Men i dette tilfælde var skuespillet levende og menneskeligt. Man blev virkelig grebet af de problematikker som Zaid kæmpede med, men også de unge drenge fra blokken gjorde det virkelig godt. Alt i alt en rå og samtidig ren skildring af en verden, som vi alle ved eksisterer på den ene eller anden måde.

På trods af den ovenstående begejstring, var jeg dog lidt ærgerlig over, at man ikke har været mere nuanceret og udfordrende i sin udvikling af karakteren Zaid. Det er efterhånden en ret kedelig og slidt tumle med, at drengene fra blokken laver ballade, og så skal den integrerede, uddannede og intellektuelle mand vende tilbage til rødderne og redde det hele. Det smager lidt af Drageløberen. Og ja, det er da også en spændende problematik, men jeg føler, at den bliver gjort til skue for et publikum, som ikke lever i den såkaldte ghetto med ikke-dansk talende forældre.

Det kunne have været spændende med en karakter, hvis kone også var uddannet læge og iraker. For bare det ene lille element ville have gjort karakteren Zaid mere unik i sit udgangspunkt. For kan man godt udvikle sig, uddanne sig og samtidig bevare sine rødder? Eller skal man afskære sig helt? Det er selvfølgelig klart, at mange med en anden etnisk baggrund end dansk kan relatere 100 procent til den situation Zaid er i, det kan jeg selv, men alligevel ville det være mere gribende, hvis det var mere nuanceret end bare, os og dem, vi og de osv.

Alligevel tager jeg hatten af for Underverden den er ganske enkelt bare super god og skal selvfølgelig ses i biografen. Derfor får hele slænget 5 stjerner af mig, kæmpe applaus og jeg tager hatten af, for deres præstation. Ikke bare for filmen selv, men fordi den også giver mig et spinkelt håb for nye danske spændings -/ actionfilm.

  • Release Date: 1/19/2017
Jeg har ikke umiddelbart en baggrund indenfor film, men har altid elsket at se film og leve mig ind i verdener, som ikke er mine egne. Især elsker jeg film, som skildrer skæve eksistenser, sort humor, dystre landskaber og politiske undertoner.
Kommentarer er lukket.