Endnu et veludført drama om 2. verdenskrig.

Tænk engang, hvis det var lykkes at slå Hitler ihjel, hvor mange menneskeliv ville så ikke være reddet? Det er sikkert et spørgsmål de fleste har stillet sig selv på et eller andet tidspunkt i deres liv, og der var faktisk en, som gjorde forsøget helt tilbage i 1936 før Hitler overhovedet havde startet krigen. Attentatmanden hed Georg Elser og var en stilfærdig urmager fra landet, og det lykkedes næsten for ham at springe Hitler i luften, men bomben sprang sølle 13 minutter for sent.

Resten af filmen følger derfor Elser, da han brutalt bliver afhørt Gestapo, mens han fortæller dem og dermed os om hans liv og, hvad der førte ham helt ud over kanten.

Endnu en film om nazismen.
Det er endnu en film, der foregår under 2. verdenskrig. Dermed ikke sagt, at der er noget i vejen med det, for det var en horribel og modbydelig krig, der viste menneskeheden fra sin værste side. Men med så mange tyske, amerikanske og sågar danske film, der alle gennem årene har belyst og bearbejdet emnet på vidt forskellige måder, bliver spørgsmålet ikke blot om der er en grund til at fortælle en ny historie om nazismen, men om hvad netop denne film bidrager med eller gør bedre end alle de andre, der er gået forud.

I Urmageren ender det nye med at være en portrættering af, hvordan et helt normalt og beskedent menneske bliver påvirket af det fremmedhad, der voksede i takt med at Hitler vandt magten i Tyskland. Elser er en interessant person, fordi de fleste af hans sociale livsproblemer ligger i hans skørtejagende tendenser og generelt overfladiske livsstil. Hans problemer er imidlertid, at han er et empatisk menneske, og når han ser, hvordan samfundet forandres og, hvordan hans venner langsomt forsvinder, fordi de tør tænke andre tanker føler han sig nødsaget til at gøre noget ved det hele, og det ender med at blive netop attentatet på Hitler.

Godt lavet, men uden nyt perspektiv.
Det er et meget forståeligt ræsonnement, og måden det skildres på filmiske er yderst veludført, men dette er imidlertid ikke, hvad filmen hovedsagelig bruger sin tid på. I stedet handler det om, endnu engang at vise, hvor modbydelige og paranoide nazisterne var, i deres foragt for menneskeliv, og så handler det også om, at en trekantsdrama mellem Elser og kvinden Elsa, der allerede var gift.

Det er endnu engang svært at bebrejde filmen, når disse historier er så velfortalt og velspillet, men ikke desto mindre har vi set det hele før. Der er ikke noget nyt, der bliver sagt, som ikke er blevet gjort bedre af andre eller i instruktørens egen Der Untergang, og derfor bliver det svært inderligt at anbefale en film, der ikke giver en et dybere indblik i et allerede udtømt emne.

Urmageren er et velspillet, fornemt opsat og en helt igennem hæderlig skildring af, hvad der fik en helt almindelig mand fra landet til at forsøge et attentat på Hitler. Der findes mange bedre film om 2. verdenskrig, såsom Sauls søn og Der Untergang, der portrætterer den folkesygdom og det samfund, der herskede i Tyskland under nazismen. Med andre ord er der altså ikke noget nyt under solen, men hvis man gerne vil se historien om manden Georg Elser, så er fortællingen unægtelig godt fortalt.