Venus: Let’s Talk about Sex

Kategori Biografen af - marts 08, 2017
Venus: Let’s Talk about Sex

En smertefuld portrætdokumentar om følelserne ved sexlivet

I Venus: Let’s talk about sex får vi gennem en række samtaler med meget bramfrie kvinder bearbejdet de mange følelser, der er forbundet med og involveret i et emne, som vi alle har en holdning til – sex.

Dokumentaristerne Mette Carla Albrechtsen og Lea Glob har i løbet af en årrække udspurgt frivillige kvinder, foran et kamera, i et forsøg på at undersøge, hvordan den feminine oplevelse af samleje er, og for at skabe en ramme, hvor andre kvinder forhåbentlig vil kunne spejle sig i fortællingerne, der bliver delt.

En kvindes perspektiv
De adspurgte kvinder har alle vidt forskellige personligheder. Nogle er meget seksuelt aktive, mens andre ikke engang kan holde ud at se på deres egen nøgne krop. I en normal mediekontekst ville der ikke være plads til alle disse modsigende perspektiver, men her får de alle en stemme. Det er faktisk så stor en sjældenhed, at filmen som et debatoplæg om vores opfattelse af dette tabubelagte emne, er fantastisk i al sin enkelthed.

Det er selvfølgelig ikke nogen hemmelig, at jeg er en mand, og derfor ikke går rundt med præcis de samme tanker om sex som kvinder, men jeg har ikke noget problem med at kunne se, hvordan disse mennesker frygtløst stiller sig selv til offentlig skue, for at vise, hvor mange perspektiver, oplevelser, overvejelser og refleksioner, der er forbundet med vores drifter. Det er både smertefuldt og gribende at høre dem fortælle deres historier, og der er da heller ikke noget bedre tidspunkt at udsende filmen på, end på kvindernes kampdag.

Når alt dette så er skrevet, så skal det også kort nævnes, at filmmediet ikke bliver brugt på nogen synderlig kreativ vis. For filmen består hovedsageligt af en række sammenklippede interview, der er optaget i halvnær billedbeskæringer. Det er ikke nogen stor hæmsko, eller for den sags skyld ødelæggende for helhedsoplevelsen, men det bør nævnes for ikke at skabe uforholdsvis store forventninger.

Venus: Let’s talk about sex, er en film, der er som skabt til kvindernes kampdag. Den handler, præcis som titlen siger, om sex fra kvinders perspektiv. De adspurgte kvinder er ikke kendisser eller ’celebrities’, men derimod fuldstændig normale mennesker. Deres tanker og refleksioner er derimod meget eftertænksomme og forskellige, og til sammen kan man håbe, at de er med til at skabe et rum for andre med samme tanker, men som ellers aldrig får dem gengivet, fordi emnet er så tabubelagt.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.