Et ”voldsorkie” af klicheer fra Ringenes Herre.

I eventyrfilmen Warcraft, befinder vi os i Azeroth. Det er et magisk rige fuld af mennesker, elvere, dværge og mange flere fantasyvæsner. De lever i relativ fred med hinanden, men det hele forandrer sig, da en portal åbnes, og horder af orkere begynder at invadere kongeriget.

Historien udspiller sig fra både menneskenes og orkernes perspektiv, og begges determination er ikke meget svingende. Dermed er der lagt i kakkelovnen til et storslået drama, på linje med Ringenes Herre.

Flotte orker, men en mislykket historie.
Efter en meget flot introduktion, fuld af imponerende effekter og overdådig musik, er det dog op ad bakke for filmen. Med andre ord, så klikker den aldrig rigtig for mit vedkommende.

Historien er ualmindelig gammeldags. Hovedspillerne er ikke andet end arketyper, vi aldrig kommer ind på livet af, da filmen bruger mindst lige så meget tid på selve plottet, som på at lægger op til de uundgåelige efterfølgere. Det siger næsten sig selv, at med en undertitel som ”The Beginning”, så bliver den overordnede fortælling ikke afsluttet på to timer, men de kunne godt have anstrengt sig for i det mindste at fortælle en historie, der kan stå på egne ben.

For plottet, i dets nuværende form er alt for genkendeligt. Man har set det hele før. Computergenerede orker, der råber mod himlen, store uoverskuelige kampslag, misforståelser, der skaber gnidninger og selvfølgelig den unge Messias, hvis fremtidige rolle allerede er skrevet på forhånd. Det er simpelthen for forudsigeligt, og står i skarp kontrast til den bombastiske musik og de åbenlyse intentioner om at skabe et nyt fantasyunivers.

Narrativt sjusk.
Eventyruniverset er heller ikke noget at skrive hjem om. Alt er så indforstået, at det bliver svært at forstå spillereglerne. Eksempelvis snakker de meget om, at orkerne ikke kan lyve og lever efter en meget ærefuld livsstil, men det ser vi aldrig i selve filmen.

Der er flere gange, hvor orkerne bryder reglerne til en sådan grad, at vi fortalt det er en dødserklæringen, hvorefter alle opfører sig som om intet var hændt. Det er sjusk på et narrativt niveau, og jeg har ikke engang nævnt, hvordan de skøjter uden om, at forklare den onde magi ”Fel”, eller hvilke folkefærd, der lever på denne jord.

Warcraft, er desværre endnu en mislykket film baseret på et videospil. Den forsøger at gå i de samme fodspor som Ringenes Herre, men har slet ikke sin egen personlighed. Historien er mest af alt et opkog af mere succesfulde fortællinger, og ingen af skuespillerne får nogensinde plads eller rum til at gøre deres karakterer interessante. Ikke et ondt ord skal sige som produktionsværdien, der er helt i top, men et godt fundament for en fremtidig trilogi, bliver den aldrig.