Weathering With You

Kategori Biografen af - marts 12, 2020
Weathering With You

En stor og rørende oplevelse

I animationsfilmen Weathering With You følger vi teenageren Hodaka, som er løbet hjemmefra for at prøve lykken i metropolen Tokyo. Det er dog ikke helt nemt at få fodfæste i byen, og ikke nok med, at han intet sted har bo, så regner det også hele tiden. Hodaka ender dog ved et lykketræf med at få et assistentjob for et magasin. Tingene tager dog for alvor en uventet drejning, da han møder pigen Hina, som kan styre vejret, og for en stund skabe lidt solskin. Det bliver selvsagt startskuddet til et noget turbulent, men også eventyrligt forhold.

En rigtig japansk animationsfilm
Fra første færd er man ikke i tvivl om, at det er en rigtig japansk animationsfilm. Det skyldes ikke, at den foregår i Tokyo eller, at tegnestilen er synonym med landet, men mest af alt, at der ikke bliver holdt igen med at behandle voksne emner. Her i Vesten bliver tegnefilm anset som noget for børn, mens det i Asien og særligt i Japan er allemandseje. Det betyder, at Hodaka og Hinas rejse tager et par meget dystre og uventet drejninger undervejs, som man aldrig ville se i eksempelvis en Pixar-film.

Vigtigst af alt er dog, at der er plads til en meget større følelsesmæssig dybde i denne dannelsesrejse, som vi ellers aldrig ser i denne fortælleform. Så uden at afsløre for meget, lærer man virkelig Hodaka og Hina at kende – på både godt og ondt.

Der er også stadig noget helt unikt og flot ved rigtig tegnet animationsfilm, som giver dem en helt særlig charme, som nutidens tredimensionelle computeranimerede film, stadig ikke kommer i nærheden af. Selvfølgelig vil det aldrig blive lige så flydende animeret, og eftersom dette er en japansk film, bliver der heller ikke animeret på eneren, men man kan heller ikke taget noget fra, at det er en helt vild flot film. Billederne af Tokyo er så betagende, at byen fremstår som en karakter i sig selv.

Helt sin egen
Langt hen ad vejen, fortæller instruktør Makoto Shinkai en virkelig ømtålig og rørende historie, hvor tingene virkelig spiller. Han slingrer dog lidt, da vi kommer til epilogen, hvor de ellers tydelige klimaundertoner ender med at blive mudret til. Indtil de sidste par sekvenser, har budskabet haft en klar rød tråd om, at det er de unge, som skal betale prisen og i overført betydning ofre sig, for at jorden kan bestå, men slutningen gør det meget uklart, hvad meningen egentlig er med det hele.

Weathering With You er måske ikke Shinkais bedste film – jeg mener stadig, at hans forrige Your Name er noget helt særligt – men det er stadig en fantastisk filmoplevelse. Den har sin helt egen charme, og så er der også lidt mere tankegods i den, for både børn og voksne, end man er vant til. Slutningen er ikke helt perfekt, men som animationsfilm, magiskrealisme og en film med noget på hjertet, ville det være synd ikke at gå ind og se den.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.