X&Y

Kategori Biografen skrevet af - marts 21, 2019
X&Y

Et autofiktivt værk, der forbliver fiktivt

Det er et interessant projekt Anne Odell har kastet sig ud i med X&Y. Hun forsøger at nedbryde grænsen mellem dokumentar og fiktion, og på den måde skabe et autofiktivt værk, der kan bearbejde forholdet mellem mænd og kvinder på en helt atypisk måde. Til at gøre det, har hun inviteret Mikael Persbrandt med til at være hendes bannerfører, og fået seks store skandinaviske skuespillere, heriblandt Trine Dyrholm, Sofie Gråbøl, Thure Lindhardt mfl. til at spille forskellige sider af hende selv og Persbrandt. Det er meningen, at det ikke bare skal være en udforskning af dem selv, men også være en udfordring af hele filmmediet, på en måde hvor seeren ikke ved om det er iscenesat eller virkeligt.

Alt for meget fiktion
Desværre er det næsten umuligt at tolke filmen som værende andet end fiktion. Alle kameraoptagelserne er optaget på en måde, som ikke kan lade sig gøre inden for dokumentaren, og når det efterhånden viser sig at være sådan hele vejen igennem, er det svært at købe påstanden om, at noget af dette ikke er iscenesat.

At formen aldrig formår at blive til autofiktion, kan dog tilgives, hvis indholdet var eftertænksomt, eller grænselandet blev brugt til at fortælle noget om, hvordan vi mennesker opfører os, når vi skal være på, eller hvis vi ikke har en klar retningen i livet? Ingen af disse åbenlyse problemstillinger bliver dog mere end drypvis overflade behandlet.

I stedet går det meste af tiden med, at Odell er betaget af Mikael Persbrandt, og åbenbart gerne vil i seng med ham – på en måde som er kunstnerisk forsvarligt. Alt dette er meget metarefleksivt, men det er mere navlepillende, end det er begavet. For det er så narcissistisk og selvoptaget, at der aldrig bliver sagt noget indsigtsfuldt, men kun gjort en masse provokerende ting i kunstens navn, for at fremme Odell selv.

Reddet af skuespillerne
Filmen falder dog ikke helt igennem, for som Trine Dyrholm selv siger i filmen så ”har hun samlet Nordens bedste skuespillere”. Det er på alle måder det finurlige sammenspil mellem de seks skuespillere, der repræsenterer forskellige sider af Odell og Persbrandt, som gør filmen interessevækkende. De er alle meget dygtige, på hver deres vidt forskellige facon, og selvom det er tydeligt, at de aldrig rigtig spiller sig selv, er de så gode, at det er en fornøjelse at se dem folde sig ud.

Nu lyder det måske som om, at jeg virkelig hænger mig i formen, og det gør jeg også. Det skyldes dog, at der bliver gjort virkelig meget ud af at understrege, hvordan filmen er en blanding mellem fiktion og virkelighed, og hvordan formen skal bruges til at udforske identitet, køn og sociale roller. Det er store emner, et stort mål og en ambition, som filmen på intet tidspunkt er i nærheden af at indfri. Det er en fornøjelse at se samspillet mellem skuespillerne, men et udfordrende og grænsebrydende autofiktivt værk bliver det aldrig.

 

Avatar
Eller bare ‘Scott Schmidt’, er grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med hans baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber han at kunne dele sine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her