En begavet kunstfilm med hjertet på rette sted.

I Youth følger vi den aldrende dirigent Fred Ballinger (Michael Caine) og hans bedste ven instruktøren Mick Boyle (Harvey Keitel). De er begge to på ferie oppe i alperne, og møder i løbet af sommeren en lang række unikke personligheder, der spænder helt fra metode-skuespilleren, til den overvægtige fodboldlegende.

En meta-refleksiv kunstfilm.
Det lyder måske som en rigtig kunstfilm, hvor vi som tilskuer skal lære noget om os selv, men hvis hovedformålet i virkeligheden er, at vise, hvor begavet og dybsindig instruktøren og forfatteren er, og ja det er filmen i en nøddeskal, men heldigvis på alle de rigtige måder.

For i stedet for at antage, at vi som publikum ikke er i stand til at forstå nogen årsagssammenhænge, så bliver der stillet krav til os som tilskuere. Der er rigtigt meget i forholdet mellem karaktererne, der forbliver usagt og i stedet bliver insinueret diskret gennem billede eller lyd. Det er imidlertid også en film, der er så intellektuel, at den selv kritiserer intellektuelle for at være uden takt og tone, fordi de mangler følelser. Hele tiden leges der med fortælletekniske konventioner, så man hele tiden følelser sig draget, også selvom flere scener går i langdrag.

Autentisk skuespil.
I en film, hvor næsten alt er en smule overtænkt, så er det rart, at opleve skuespillere, der virkelig kan deres kram. Michael Caine viser, at han stadig kan være overbevise som andet end butler, mens Harvey Keitel er scenestjælende god til trods for at være omgivet af en lang række talentfulde unge skuespillere.

Youth er paradoksalt nok en film om, hvor kompliceret livet er, og vores søgen efter en simplere ungdommelig tilværelse. Emnet bliver behandlet eftertænksomt, og det lykkes endda i meget overbevisende stil, hvor vi også får følelserne med. Filmen er til tider lidt langtrukken, men hver eneste gang man er ved at blive lidt sur i optrækket, så sker der noget helt uventet, men meget subtilt, så man ikke kan lade være med at ville se mere. Det hjælper også en helt del, at Harvey Keitel og Michael Caine viser, at de stadig er mestre i deres felt, og er billetprisen værd i sig selv.