Regitze kunne ikke have fået en bedre aften til sin fest

Jeg har aldrig været en god eller ivrig danser
Vi kan se hinanden. Publikum altså. Vi sidder rundt om scenen, og lyset er designet sådan, at vi ofte får øje på hinanden, men det er ikke et brud på illusionen. I stedet opstår der et usagt fællesskab, og undervejs er vi alle sammen med til at fejre et liv. Regitzes liv.

Mine damer og herrer. Nicolaj Kopernikus.

Han træder ind på scenen, inden det førnævnte lys dæmpes en smule, som så han bare forbi, for at komme med en bemærkning. Den bemærkning bliver til en historie, alle på en eller anden måde kan spejle sig i, oplevelser man kan kende fra sit eget liv, et portræt af en tid og et liv levet under den tids omstændigheder. Arbejderklassestolthed, op- og nedture i et ægteskab, i et venskab, i en familie, i et job. Et liv med den slags kærlighed, ingen, lige meget hvor meget de prøver, helt kan forklare.

Jeg havde nok, som mange andre, placeret skuespilleren Nicolaj Kopernikus i film-, tv- og radiokasserne, men hans arbejde med sin karakter Karl Aage viser en scenehåndværker, der kender sit fags hemmeligheder, og jeg håber så inderligt at se mere til ham på scenen i fremtiden.

Som Karl Aage bærer han en fysik, der udstråler arbejderen blandet med en hel generations lave selvværd, der sjældent kunne udtrykke noget i ord, men gennem en mesterligt skrevet, og nu til scenen redigeret, tekst, får vi alle tankerne, tvivlen, den indiskutable kærlighed og stoltheden.

Der skal en god portion mod til at ville prøve kræfter med en af de titler, der for mange er en del af den danske kulturarv. Bevares, det er gjort før, også med succes, men efter et par akavede forsøg med hjørnestenen Matador er det med lidt koldsved, at jeg går ind i salen til dansk teaters første opsætning af Dansen med Regitze.

Før det i 1989 blev til en Oscarnomineret film, var det i forvejen en velskrevet roman, og nu er det blevet til en exceptionel vellykket og skarpskåret forestilling.

Samtidig er det første gang, at Kulturbunkeren giver seks stjerner til to forestillinger under samme tag lige efter hinanden. At begge forestillinger også kører samtidig, gør Skuespilhuset til en nordstjerne, der bør navigeres efter (Onkel Vanja).

Anna Balslevs dramatisering og iscenesættelse kan den sjældne ting, der gør, at man efter endt forestilling i lang tid efter er fanget i de følelser, der er blevet vækket.

Jeg ænsede ikke folk på gaden, jeg gik forbi stationen, hvor jeg ellers havde planlagt at tage et tog, og på et tidspunkt stod jeg foran min hoveddør. Det samme skete, efter jeg havde set Kasimir & Karoline, og det er en af grundene til den sidste stjerne.

Man kan analysere sig frem til meget, men den sidste stjerne er i min verden den usynlige magi, der er scenekunstens menneskelige varme, men uforklarlige favntag.

Jeg sad på en bænk for at holde min vrede ved lige
Nogen ville måske benytte lejligheden til at påpege, at det er nemmere at lave en god forestilling, når man har et budget fra Det Kongelige Teater. Nu ved jeg tydeligvis intet om budgetter i branchen i det hele taget, men min påstand er, at denne opsætning af Dansen med Regitze nemt kunne have været opsat på de fleste scener i landet.

Det er i høj grad Laura Løwes scenografi og kostumedesign med hang til at gøre mere med mindre, der tegner linjerne, som publikums fantasi efterfølgende får lov at farveudfylde selv.

Møbler og rekvisitter kommer ned fra loftet, og der skal ikke mere til end, at en lampe bliver sænket eller hævet et par centimeter for at markere, at vi har skiftet rum eller lokation. Kostumerne markerer de mange tidsperioder og hop, som forestillingen bevæger sig igennem, og især Simon Kongsted og Freja Klint Sandberg får glæden af at fylde rummet ud med de mange mennesker i Karl Aage og Regitzes liv.

Deres efterhånden langvarige samarbejde med Anna Balslev fornægter sig heller ikke. Der er mange karakterer, der skal andet end blot at levere replikker til en fremdrift, og alle får lige meget kærlighed og en detaljegrad, kun overgået af Maria Rossings nuancerede Regitze.

På mange måder er rollen en pudsig størrelse, for værkets titel bærer navnet, men det er en andens fortælling om hende, og derfor skal der tegnes et glansbillede, men ikke uden fejl, og begge dele skal fylde i personificeringen.

Jeg har for resten købt en have
Nogen vil måske mene, at der tegnes et ufarligt billede af, hvordan det var at være tvunget til at arbejde på en fabrik, men jeg tolker det nu som Karl Aages billede og ikke hverken Martha Christensen eller Anna Balslevs.

Derfor kan Maria Rossing på grund af teksten tillade sig at lave en datidens kvindelig superhelt, der har overskud til altid at være optimist, løvemor, beskytter, elsker og livsledsager.

Det er umuligt ikke at holde af hendes portræt af Regitze, der i min ydmyge mening overgår filmatiseringen.

Jeg tror egentligt også, at det er det helt rigtige tidspunkt at genbesøge værket, for ungdommen og de voksne op til omkring 30 år har nok ikke noget forhold til hverken film eller roman.

Karl Aage fortæller om sin kone Regitze. Hvordan han første gang så hende, hvordan de blev gift, fik en søn, og hvordan livet blev og ikke blev. I små tidshop får vi et levende fotoalbum af en familie og et ægteskab fra deres møde i 1950’erne til en aften, hvor der har været fest i kolonihavehuset i slutfirserne.

Det lyder helt banalt, og det er det også, men det er, hvad vi mennesker er, og det er smukt.

Dansen med Regitze spiller fra den 11. april til den 29. maj 2026. Skuespilhuset. Mellemgulvet.
Varighed: 1 timer og 40 minutter. Uden pause.

Medvirkende: Nicolaj Kopernikus, Maria Rossing, Simon Kongsted, Freja Klint Sandberg. Forfatter: Martha Christensen. Iscenesættelse og dramatisering: Anna Balslev. Scenografi og kostumedesign: Laura Løwe. Lysdesign: Mathilde Niemann Hyttel. Lyddesign: Janus Jensen. Koreografi: Sebastian Kloborg.