Det var noget af en mundfuld og træde ind i de voksne rækker med min første dag på TIFF. Ganske vidst har jeg været i Toronto før, men der er også unægteligt noget helt enestående og særligt over at være i en by, der på mange måder indbefatter begrebet storby. Alt er enormt, hvad end det er de mange uforholdsmæssig høje bygninger, den store befolkningstæthed, og ja, du gættede det nok filmfestivalen. Til denne store begivenhed er man omringet af et hav af mennesker fra alle verdens lande, men også et utal af film. Det gør det ikke bare umuligt at nå det hele, men det tvinger også en til at træffe det umulige valg at vælge et lille udsnit af de mange film, der er at finde på programmet.

Da skæbnestime dog endelig kom faldt valget på American Honey. Et lille, men langtrukket drama om en ung kvinde fra et af USAs slumkvarterer, der allerede har fundet finde priser rundt i verden, heriblandt “Cannes’ Jury Prisen”. Livet er ikke ligefrem fuld af gode muligheder for den unge Star, der må leve med en far, der jævnligt misbruger hende og skal agere mor for sine to yngre søskende, så der er ikke nogen lige vej ud af dette helvede Det er lige indtil hun møder den meget udadvendte Jake (Shia LaBeouf), der tilbyder hende muligheder for at stikke af fra det hele og få et helt nyt liv med en helt ny familie…

Det var måske ikke en stor filmoplevelse, men den viste gode takter undervejs. Resten af anmeldelsen kan læses her.

Efter det stod den på en pressekonference med hele holdet bag The Magnificent Seven. Pressekonferencen var ikke i sig selv noget særligt, da spørgsmålene hovedsageligt var både milde og ledende, men det var interessant, på tæt hold, at se hvordan en flok alfa-haner tær sig. I den ombæring kunne man næsten ikke have andet end medlidenhed med Haley Bennet, der som den eneste kvinder på holdet måtte holder sig tilbage, til trods for hendes ivrige og tale lyst.

© Kulturbunkeren

Anderledes interessant var selve filmen, og anmeldelsen af den kan læses her.

Til sidst, inden det blev alt for sent, nåede jeg også at få set dokumentaren Mali Blues. En dokumentar, der handler om en afrikanske lands store identitetskrise og de forsoningsmuligheder, der ligger i musikken, samtidig med at landet er truet med at blive overtaget af islamister. En mere opløftende end indsigtsrig film, der trods alt er unik nok i sit musikalske udtryk til at fange ens interessere, og om ikke andet gøre mig endnu mere spændt på at møde instruktøren, Lutz Gregor, når jeg får lov til at interviewe ham senere på filmfestivalen.

Med det går den første dag på hen. En dag, der er budt på tre vidt forskellige film, og hvis jeg er heldig, bliver alle de andre dage lige så mangfoldige og spændende.