TIFF19: Den bedste canadiske film

Kategori Eksklusivt, Interview, TIFF skrevet af - september 17, 2019
TIFF19: Den bedste canadiske film

Vi har talt med instruktøren bag vinderen af bedste canadiske film på årets TIFF – som i den grad er værd at se.


Sophie Deraspe har lavet Antigone, som er baseret på den græske tragedie om Sofokles, og årsagen til, at hun har taget en fortælling fra oldtiden og givet sig eget moderne spin på historien, ligger hende meget nært.

Jeg læste Antigone da jeg var i tyverne og det gjorde dybt indtryk. Jeg studerede fransk litteratur, og læste adaptationen, men ville også gerne læse originalen. Hun slog mig som en stærk karakter. Hun er en ung kvinde. Hun har ingen titel, ingen penge, ingen hær – ingenting, og hun er så stærk. Det er virkelig opløftende, selvom det er en tragedie, og jeg ville så gerne vide mere om hende. Det var noget, jeg tog med mig, og da jeg vidste, at jeg ville lave noget, der havde med kunst at gøre, lå det ligesom en slags intuition om, at jeg ville vende tilbage til det.

For Nahéma Ricci, der spiller hovedrollen, er dette blot hendes anden film og første hovedrolle. Det er også en årsag til, at det netop blev et forholdsvist ubeskrevet blad, der fik lov til at bære filmen.

Jeg fandt Nahéma Ricci i Montreal. jeg var nødt til at finde hele familien, to brødre, to søstre og deres bedstemor. Jeg vidste, at det ikke var muligt at finde dem vha. almindelig casting. Jeg vidste at de var derude, og jeg var overbevist om, at det ville lykkes mig at finde dem, men, ja, det var besværligt, men gennem de sociale medier og nogle skolelærere, modtog jeg mere end 800 ansøgninger. Jeg havde omkring 300 til audition og fra de 300 hundrede valgte jeg nogle få, og selvom det ikke var tydeligt fra starten, så blev det efterhånden klart, at Nahéma var den helt rigtige til rollen. Hun var Antigone.

Det var heller ikke kun Deraspe, som blev blæst væk af Nahémas præstation.

Vi spiste middag sammen og jeg forsøgte af skabe en søskende-atmosfære. Og der var tidspunkter hvor jeg blev virkelig imponeret af hende præstationer, og de andre i rummet – skuespillere, der var ældre og med meget mere erfaring, blev virkelig betaget af hendes skuespil. Det er når sådan noget sker, at det er helt enestående – særligt, når det er en skuespiller, der gør det for første gang.

Plottet udspiller sig i Quebec og de taler da også på fransk, men ifølge Deraspe, kunne det sagtens have udspillet sig et andet sted i Vesten.

Det kunne have foregået i hvilken som helst Nordamerikansk by. Det er et sted med mange indvandrere, og tragedien starter, da en af brødrene bliver dræbt af politiet. Der jo desværre noget, der ofte sker i Nordamerika – alt for ofte. Det er dog ikke det, jeg ønsker at udforske i historien, det kunne være genstand for en anden fim, men jeg vil gerne finde ud af, hvordan en pige kan gå imod systemet ud fra, hvad hun tror på, ud fra hvad hun mener er uretfærdigt, og fordi hun er i stand til at kæmpe for familien og for kærligheden.

Da spørgsmålet dukkede op om, hvordan hun ser sig selv og hendes påvirkning under produktionen, satte det virkelig tankerne i gang.

Det er meget sjovt, for når jeg skriver, så har jeg en meget præcis ide, men når jeg så laver castingen, så er der en anden slags energi, der bliver manifesteret. Og så er der selve filmningen med de mange hurtige beslutninger, man er nødt til at tage, som ikke er præcist, som vi planlagde dem. Men det er fint for mig. Det er faktisk et rigtig interessant spørgsmål, for det er vigtig at være tro mod kernen af, hvad det er, jeg gerne vil lave, men jeg er også nødt til at være åben for de ting, der sker. Det kan ændre kursen på det vi gør, men så har jeg en tendens til at glemme, hvad det egentligt var, vi oprindeligt planlagde. Jeg bruger det, som virkeligheden byder mig, og det har jeg gjort i alle de film, jeg har lavet.

I nogle af dem – som fx dokumentarfilmen, The Amina Profile, som jeg lavede i 2015 – er jeg nødt til at stole på naturen, livet, hvad der vil ske. Fx i scenen, hvor Antigone er sammen med Hémon i skoven – deres hemmelig have – havde jeg skrevet i manuskriptet, at det skulle regne, og det startede faktisk med at regne præcis på det tidspunkt, hvor vi var klar til at skyde den scene, og det helt utroligt at tænke på. Det var som om naturen var med mig.

Men lad os nu sige, at det havde være meget solrigt, så ville jeg måske have glemt min oprindelig plan, og jeg ville have brugt, hvad der så var muligt. Det handler om at være virkelig godt forberedt, men også at være åben overfor det, der sker – åben overfor virkeligheden.

Mange af skuespillerne har ikke den store erfaring, hvilket giver dem en enorm naturlighed i deres væremåde, men det gør også, at rollen som instruktør ekstra vigtig, når det kommer til netop skuespillet.

Indimellem var jeg nødt til at arbejde meget med skuespillerne. Lad os fx tage, da Antigone mødes med politimanden og efterforskeren, så er det naturligt for mange unge mennesker at spille på en måde som viser, at de er imod autoriteter. Her måtte jeg arbejde hårdt for at få Nahéma til at forstå, at det her ikke drejede sig om opgør mod autoriteter, men om at være tro mod sig selv, og at hun skulle udtrykke mere forståelse og empati end oprørskhed.

Når det kommer til hendes forhåbning med filmen, er budskabet meget klart.

Forhåbentlig skabe lidt empati, mod og kærlighed.

Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her