Den franske film Titane kommer til Danmark med guldpalmerne fra Cannes i år. Den franske filmfestival er vel nok en af de fineste og mest omtalte af slagsen i hele verden, så når en film vinder hovedprisen, følger der unægtelig et hvis forventningspres med. Og det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad det er, der har gjort så stort indtryk på juryen, i den benhårde konkurrence. I dette tilfælde, er det nok svært at pege på én ting – og det menes positivt…
Læs mere
Med filmen CODA får publikum (på samme måde som i filmen ’Sound of Metal’ tidligere på året) et indblik i livet i de hørehæmmedes samfund. CODA betyder “Child of Deaf Adults”, og som titlen indikerer, omhandler filmen den syttenårige Ruby, der er barn af døve forældre, men – som den eneste i sin familie – har hørelse…
Læs mere
Gerard Butler er tilbage i biografen og denne gang er det med en rigtig retro thriller i form af Copshop.
I filmen følger vi en gruppe lyssky mennesker på en skæbnesvanger aften, hvor de ender med at krydse klinger på en politistation midt ude i det amerikanske bøhland. Og uden at opremse hele filmens handling, så er man fra første færd godt klar over, at det her er en rigtig b-film, der skeler mere mod fortiden end mod fremtiden…
Læs mere
Normalt, når jeg ser en Marvel-film, er der altid en ting, der går igen, og det er, at jeg ved lige præcis, hvem filmene er henvendt til. Det er ikke altid min personlige kop te, men jeg sidder aldrig tilbage med nogen tvivl om, at uanset om det er en film om Ant-Man, Black Panther eller en af Avengers-filmene, at det tiltænkte publikum, nok skal blive rigtig godt underholdt. Sådan har jeg det dog ikke med Eternals. For det er en på mange måder atypisk Marvel-film, og det er ikke nødvendigvis positivt ment…
Læs mere
Endelig lykkes det Ole Bornedal at lave en film med en historie, som passer perfekt til hans meget dramatiske og visuelle udtryk. For hvis der er noget, som har kendetegnet Bornedal i de seneste år, er det en fællesnævner, hvor subtilitet er fuldstændig eroderet. Derfor har jeg heller ikke været den store fan af hans seneste projekter, der siden 1864 har været præget af meget melodramatiske manuskripter fuld af banaliteter, der også bliver båret af teatralsk skuespil. Den cocktail har jeg aldrig rigtig købt ind på, men i Skyggen i mit øje, er det som om, at tingene går op i en højere enhed…
Læs mere
Det er altid en intens oplevelse at se en Wes Anderson film. Hans billeder er som malerier, fyldt til bristepunktet med sanseindtryk og små finurlige detaljer, som gør det nærmest umuligt at opfange det hele, først gange du ser filmen. Det gør ikke bare, at han nærmest opererer i sin egen genre, men også, at hans film kun er henvendt et meget specifikt publikum, og det samme er er denne film også, på godt og ondt…
Læs mere
